Prins William var torsdag med til at fejre Aston Villas første europæiske finale i 44 år i omklædningsrummet.
Aston Villa er for første gang siden sejren i Mesterholdenes Turnering i 1982 kvalificeret til en europæisk finale.Det stod klart efter 4-0-sejren over Nottingham Forest i Europa League torsdag og blev fejret med superfanen prins William.
- Han var i omklædningsrummet med spillerne, og han var selvfølgelig meget glad, siger Aston Villas cheftræner, Unai Emery, ifølge Sky Sports.
Birmingham-klubben har ikke haft brug for at åbne sit trofæskab siden midten af 1990'erne, hvor man to gange vandt Liga Cuppen.
Det skal der ændres på efter finalen mod Freiburg i Istanbul 20. maj, fastslår anfører John McGinn.
- Marginalerne er så små. Havde vi tabt i aften (torsdag, red.), havde vi været dem, der næsten nåede det. Når vi tager til Istanbul om ti dage, skal vi sørge for ikke at blive dem, der næsten nåede det.
- Nu handler det om at omfavne presset og forsøge at blive legender. Vi kender til gutterne fra 1982 og pokalvinderne fra 1990'erne. Dette er en historisk klub, der har været uden succes i lang tid, siger McGinn til TNT Sports.
Cheftræner Unai Emery er om nogen Europa League-ekspert. Han har tidligere været i fem finaler og vundet de fire.
- Der var ingen bedre træner til at forberede os til denne kamp og selvfølgelig nu finalen. Hans resultater taler for sig selv, siger angrebsprofilen Ollie Watkins.
Villas finalemodstander, Freiburg, har aldrig tidligere været i en europæisk finale. Faktisk har klubben sit første trofæ til gode, hvis man medtager mesterskaber og pokalturneringer.
/ritzau/