Philipsen slog lægernes prognoser efter Tour-styrt
Jasper Philipsen brækkede kraveben og ribben i Touren, men er kommet sig hurtigt. Han udelukker ikke Vueltaen.
Da cykelstjernen Jasper Philipsen for lidt over en måned siden iklædt den grønne pointtrøje forlod Tour de France efter et voldsomt styrt på 3. etape, lignede han ikke en, der ville være tilbage på cyklen i midten af august.Men det er nu en gang tilfældet for Alpecin-profilen, der i disse dage er med i PostNord Danmark Rundt.
- Lægerne troede ikke, at jeg kunne nå det. De sagde, at der ville gå fire uger, hvor jeg slet ikke måtte røre cyklen, men jeg var tilbage på den efter to, siger Philipsen, der brækkede kravebenet og flere ribben.
- Lægerne er selvfølgelig altid lidt mere pessimistiske, men jeg er glad for at være tilbage og køre cykelløb, lyder det fra stjernen.
Det er et af de helt store navne, som Alpecin har taget med. 27-årige Philipsen vandt åbningsetapen i Touren og bar den efterfølgende dag den gule førertrøje.
I alt står han noteret for ti etapesejre i det franske etapeløb, hvor han i 2023 også vandt pointtrøjen.
- Jeg føler mig i okay form. Jeg nåede lige en kort tur til Spanien for at bygge formen op. Jeg er selvfølgelig ikke i topform endnu, men jeg er på rette vej, siger Philipsen.
- Det her løb (Danmark Rundt, red.) ligger godt i kalenderen og passer godt i min opbygning af formen. Det er et godt løb, og niveauet er altid højt med stor konkurrence og stærke danske ryttere.
Den hurtige belgier står også noteret for tre etapesejre i den spanske grand tour, Vuelta a España. Den seneste er dog fire år siden. Hvorvidt han i år kan udbygge det antal, ved han ikke selv endnu.
- Måske bliver det med mig. Det er allerede i næste uge, så ligemeget hvad, vil jeg ikke starte i min bedste form, men det varer tre uger, så der er også tid til at køre sig i form, siger belgieren.
Hvis han stiller til start, skal han konkurrere med blandt andre danske Mads Pedersen, der har bygget formen op til den spanske rundtur og i disse dage også
- Mads er selvfølgelig rigtig stærk. Han har forberedt sig godt, og vi så allerede på 1. etape, at han er i god form. Men jeg håber at kunne udfordre ham og være med i kampen om etapesejre, hvis jeg stiller op i Vueltaen, siger Philipsen.
Den spanske grand tour begynder 23. august.
/ritzau/