Danmarks ambassadør i USA betragter Trumps toldtrusler som pression

16. JAN 2025 • 17:52ERHVERV/POLITIK

Trumps trusler om højere told for danske varer bruges som pressionsmiddel til flere mål, siger ambassadør.

Trusler om højere told på udenlandske varer er et våben, som den tiltrædende præsident i USA, Donald Trump, nu bruger til at opnå flere forskellige mål.

Det vurderer Danmarks ambassadør i Washington D.C., Jesper Møller Sørensen, i et interview med Børsen.

Grebet er ikke længere isoleret til kun at handle om at skabe et handelsoverskud i USA.

Ambassadøren betragter Trumps toldtrusler mod Danmark som et reelt pressionsmiddel, som han dog ikke nødvendigvis kan forestille sig bliver til virkelighed.

- Told er nu ikke kun et instrument til at reducere USA's handelsunderskud, men bliver også brugt som pressionsmiddel for at opnå andre politiske mål, siger han til avisen.

I samme citat understreger han et væsentligt forbehold:

- Men igen: Jeg kan ikke se for mig, at man som nyvalgt præsident virkelig ønsker at puste til inflationen.

Donald Trump, der indsættes i embedet på mandag, har truet med at hæve toldsatserne mod Danmark.

Det er sket som led i hans indsats for at sikre ejerskab over Grønland.

Hvis ikke Danmark hjælper USA med at få kontrollen med Grønland, vil USA i stedet hæve toldsatserne, lød det for nyligt fra den tiltrædende præsident.

Udtalelserne har skabt storpolitisk tumult, hvor statsminister Mette Frederiksen har indkaldt både partiledere og erhvervslivets topchefer til fortrolige møder.

USA er Danmarks største eksportmarked, hvortil danske virksomheder hvert år sælger for omkring 300 milliarder kroner.

En højere told på danske varer kan derfor være en kritisk hindring for dansk erhvervsliv og samfundsøkonomi.

Onsdag talte Mette Frederiksen i telefon med Donald Trump i 45 minutter.

Samtalen fik ikke statsministeren til at tro, at truslerne ikke er reelle.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT