Nyt stjernespækket format i US Open møder kritik

19. AUG 2025 • 14:18SPORT

US Open afvikler tirsdag og onsdag en omdiskuteret mixeddouble-turnering, og det har skabt stor debat.

Normalt er det doublespecialister og lavere rangerede singlespillere, som spiller med i mixeddouble.

Men i årets grand slam-turnering US Open er der lavet om på formatet for at løfte den ofte oversete tennisrække.

Det har arrangørerne gjort ved at øge præmiepengene markant. Vinderparret deler en million dollar. Det er en stigning med 800.000 dollar - fem gange mere end sidste år.

Desuden er de absolutte topspillere i single inviteret med og danner otte af parrene. I alt er 16 par med mod tidligere 32. Og turneringen afvikles på blot to dage - tirsdag og onsdag.

Iga Swiatek, Carlos Alcaraz, Novak Djokovic og Elena Rybakina er blandt deltagerne. Det samme er danske Holger Rune, som danner par med amerikaneren Amanda Anisimova.

De regerende mestre, Sara Errani og Andrea Vavassori, har også fået plads.

Italienerne var ellers ude med hård kritik af det nye format for et halvt år siden, da formatet blev præsenteret.

- Vi blev informeret om, at US Open i mixeddouble vil blive vendt fuldstændig på hovedet, aflyst og erstattet af en pseudoforestilling, der udelukkende fokuserer på underholdning og show.

- Vi ser dette som dybt uretfærdigt, og det viser mangel på respekt for en hel kategori af spillere, skrev den italienske duo i en fælles erklæring på Instagram.

Siden er det forsvarende italienske mesterpar blevet indlemmet i turneringen og har siden været stille omkring det nye format.

Den tidligere doublestjerne Bob Bryan kan sagtens forstå, at der er skepsis omkring turneringen.

- Det er en markant ændring af US Open. Der bliver udsolgt på Arthur Ashe Stadium. Alle stjernerne, singlestjernerne, skal spille den.

- Ulempen er, at doublespillerne ikke får lov til spille den eller forsvare deres titel. Men præmiepengene er øget meget, siger Bob Bryan til CNN.

Kristina Mladenovic, der er tidligere verdensetter i double og ni gange har vundet en grand slam-turnering, er også yderst kritisk.

- En grand slam er hverken forberedelse eller sjov. Det er mange års ofre. Når man er ung, drømmer man om at vinde en, selv i double.

- Med hensyn til forretningsstrategi er det en genial idé, men fra et sportsligt perspektiv er det problematisk, fordi det rører ved essensen af tennis.

- En grand slam er en konkurrence med en lang historie både i single og double, siger Mladenovic til CNN.

Hun mener ikke, at der er et problem i at afvikle sådan en begivenhed.

- Men så skal den bare ikke kaldes for en grand slam, understreger hun.

Rune indleder sammen med Anisimova tirsdag aften dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT