Norsk Team Esbjerg-profil åbner for landsholdscomeback
Nora Mørk er tilbage efter barsel og håber at spille sig på det norske landshold til VM senere på året.
Team Esbjerg-spilleren Nora Mørk er tilbage på håndboldbanen efter fødsel og efterfølgende barsel, og nu sigter den norske veteran også efter comeback på det norske landshold.Det siger hun til det norske nyhedsbureau NTB.
- Hvis jeg er i god nok form, er jeg åben for det, lyder det fra den 34-årige bagspiller.
Nora Mørk har ikke været en del af det norske landshold siden OL i Paris sidste år, hvor hun var med til at vinde olympisk guld for første gang.
Kort efter meddelte hun, at hun og kæresten Jerry Tollbring ventede barn, og at hun ville holde pause frem til efteråret 2025.
I søndag var hun tilbage for Team Esbjerg i Super Cup-nederlaget til Odense. Mørk scorede fire gange i sin første betydende kamp i 11 måneder.
Nu handler det om at komme tilbage på sit tidligere niveau, og så er hun også aktuel for Norges landstræner, Ole Gustav Gjekstad, til VM-slutrunden sidst på året.
- Vi har haft en snak eller to. Hun vil bare sørge for, at hun er god nok, så vil hun nok være klar til landsholdssamling, når den tid kommer, siger Ole Gustav Gjekstad ifølge NTB.
Nora Mørk har foreløbig spillet 192 landskampe og har været med til at hjemføre to VM-guldmedaljer og fem EM-titler foruden OL-guldet i Paris sidste sommer.
Torsdag aften kan Mørk få comeback i den danske liga, når Team Esbjerg tager imod Silkeborg-Voel i sæsonpremieren.
/ritzau/