Norsk skiskydningsstjerne stopper karrieren efter sæsonen

18. JAN 2025 • 12:41SPORT

Johannes Thingnes Bø er i gang med sin sidste sæson som skiskytte og kommer dermed ikke til start ved OL.

En af Norges helt store vintersportsstjerner takker snart af.

På sin Instagram-profil skriver skiskytten Johannes Thingnes Bø, at han indstiller karrieren, når sæsonen er forbi.

Det betyder også, at han ikke kommer til start ved næste års vinter-OL i Milano Cortina.

- Efter planen skulle jeg fortsætte et år til, men OL-satsningen kræver mere - også fra dem omkring mig. Jeg elsker stadig at konkurrere, men konkurrencedagene er få sammenlignet med andre dage, skriver han.

For en håndfuld år siden sigtede Bø mod pension i 2026, men han har indset, at han må bruge tiden anderledes.

- De sidste seks sæsoner har jeg kombineret topidræt med familieliv. Det har været fantastisk, men også udfordrende. Nu føler jeg, at tiden er inde til at prioritere familien, lyder det i opslaget.

31-årige Bø har et unikt cv inden for sportsgrenen, der både kræver præcision og udholdenhed på højt niveau.

Han har vundet 88 World Cup-løb og har også 5 OL-guldmedaljer og 20 VM-guldmedaljer i samlingen. Dertil kommer adskillige medaljer af anden karat ved diverse mesterskaber.

Johannes Thingnes Bø tager officielt afsked med sporten ved stævnet i Holmenkollen i Norge. Det løber af stablen fra 20. til 23. marts.

- Vi nærmer os slutningen på en drøm. En drøm, som for alvor blev tændt, da Tarjei (hans bror Tarjei Bø, red.) blev juniorverdensmester i 2006. Jeg var 13 år og ville opnå det samme, siger han ifølge nyhedsbureauet NTB på et følelsesladet pressemøde.

- Det er tungt, understreger han med tårer i øjnene.

Generalsekretær i Norges Skiskydningsforbund Morten Djupvik sparer ikke på superlativerne i sin vurdering af Bøs meritter.

- Norsk og international skiskydning mister en af vores mest legendariske udøvere gennem en årrække. Holdet og miljøet har haft enorm glæde af Johannes som holdkammerat og humørspreder, siger han ifølge NTB.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT