Bayern München sænker danskerkoloni i Bundesligaen

18. JAN 2025 • 20:25SPORT

Bayern München vandt 3-2 hjemme over Wolfsburg i Bundesligaen. Yussuf Poulsen fik comeback i Leipzigs kollaps.

Den tidligere superligamålmand Kamil Grabara havde en travl og vanskelig lørdag i Bundesligaen.

Tre gange måtte den forhenværende AGF'er og FCK'er finde bolden ud af nettet, da han sammen med Wolfsburg tabte 2-3 ude til topholdet Bayern München, der tog sin fjerde ligasejr på stribe.

Grabara var impliceret i Bayerns andet mål, men slap ellers hæderligt fra mødet med overmagten, der på en bedre dag kunne have vundet endnu større. Harry Kane tillod sig at brænde flere store chancer, mens også Kingsley Coman syndede foran mål.

Med Peter Christiansen som sportsdirektør og tre danskere i spillertruppen er folkevognsklubben blandt de mere rødhvide syd for grænsen, men det blev ingen stor lørdag for danskerkolonien.

Joakim Mæhle var den eneste af Wolfsburgs tre danske spillere, som havde fået plads i startopstillingen. Nordjyden havde en svær eftermiddag og pådrog sig en advarsel undervejs.

Jonas Wind spillede en pragtkamp med både mål og assist i tirsdags, men var henvist til bænken, hvor også nytilkomne Andreas Skov Olsen havde fået plads. Wind fik de sidste ti minutter plus tillægstid på banen, men kunne ikke bjærge sit hold et overraskende point.

Allerede fra start pegede opgøret i retning af en forventet hjemmesejr til Bayern München. Der var blot spillet tre minutter, før det første varselsskud blev sendt afsted, men overliggeren reddede Kamil Grabara og co.

Wolfsburg holdt stand i cirka 20 minutter, før Grabara blev passeret for første gang. Den tidligere superligamålmand kunne ikke nå ned til Leon Goretzkas hårde afslutning, selv om den blev sendt afsted uden for feltet.

Mohamed Amoura udlignede fra feltkanten fire minutter senere, men Bundesligaens tophold generobrede føringen inden pausen.

Her fik Michael Olise med hjælp fra Grabara sendt bolden i nettet. Den polske målmands forsøg på en parade var ikke nok til at holde den ellers halvsløje afslutning ude af målet.

Han indkasserede et mål mere inden pausen, men det blev underkendt, da Joshua Kimmich afsluttede med armen og ikke skulderen.

I stedet blev føringen udbygget til 3-1, da uret lige havde rundet en time. Goretzka kom først på et frisparksindlæg fra Olise og fordoblede sin egen måltotal.

Trods et væld af muligheder til Bayern for at punktere kampen fremtvang Wolfsburg i stedet lidt spænding med Amouras anden fuldtræffer i det 88. minut. Målet endte som kosmetik.

Afstanden ned til forfølgeren Leverkusen er intakt, eftersom det forsvarende mesterhold også scorede tre point lørdag. Leverkusen vandt 3-1 hjemme over Borussia Mönchengladbach. Florian Wirtz var arkitekten bag med to mål og et oplæg.

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen spillede sin første fodboldkamp i to måneder, da han blev skiftet ind efter 73 minutter i RB Leipzigs udekamp mod Bochum.

Poulsen havde ikke været i aktion siden Danmarks nulløsning ude mod Serbien i Nations League 18. november.

Leipzig førte opgøret mod bundproppen 3-0 ved pausen, men måtte nøjes med 3-3.

Højst uventet udlignede hjemmeholdet efter en times spil. Der scorede Myron Boadu sit tredje mål i løbet af blot 13 minutter, og derfor måtte Poulsen og co. nøjes med det ene point.

Stuttgart imponerede ved at vinde 4-0 hjemme over Freiburg, mens FC Københavns kommende europæiske modstander, Heidenheim, tabte 0-2 hjemme til St. Pauli.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT