Fem gyldne minutter sikrer Juventus succes mod Milan

18. JAN 2025 • 22:40SPORT

Juventus slog Milan, mens Napoli øgede sit forspring i front ved at slå Atalanta i underholdende topkamp.

Juventus hentede lørdag aften en sejr på 2-0 hjemme over den norditalienske rival AC Milan i Serie A.

Dermed er Juventus fortsat det eneste ubesejrede hold i ligaen, men da Torino-klubben har spillet uafgjort hele 13 gange, rækker det kun til en fjerdeplads med 37 point.

Værre ser det ud for Milan, der nu har tabt fem gange i ligaen og blot ligger nummer otte med 31 point.

Selv om første halvleg ikke bød på scoring, var den meget livlig i begge ender med gode chancer til begge hold.

Især Rafael Leão var tæt på for Milan, mens Juventus' Kenan Yildiz fik et godt forsøg reddet af Mike Maignan.

Kort inde i anden halvleg havde Maignan to store redninger inden for få sekunder, da Timothy Weah, der erstattede Yildiz efter pausen, og Teun Koopmeiners afsluttede kompetent mod mål.

Det trak op til Juventus-mål, og da kampen rundede en time, kom endda to af slagsen inden for få minutter.

Først var Samuel Mbangula lidt heldig, da hans skud blev rettet af og totalt snød Maignan og gik i mål via overliggeren.

Kort efter blev Weah sendt afsted i dybden, og han tog en smart dribling uden om en forsvarer og afsluttede forbi Maignan til 2-0.

Derimod kunne Milan ikke udnytte sine muligheder, og milaneserne har nu ikke scoret mod Juventus i de seneste fire indbyrdes ligakampe.

Senere lørdag vandt Napoli topkampen ude mod Atalanta med 3-2 og konsoliderede sin førsteplads.

Serie A-topscorer Mateo Retegui bragte Atalanta foran efter et kvarter, men Matteo Politano og Scott McTominay vendte kampen på hovedet allerede før pausen.

Ademola Lookman udlignede for Atalanta ti minutter efter pausen, men i det 78. minut sørgede Romelu Lukaku for fuld gevinst for Napoli.

Napoli fører Serie A med 50 point for 21 kampe foran Inter, der har 44 point for 19 kampe. Derefter har Atalanta 43 point for 19 opgør.

Tidligere lørdag kom den danske angriber Jens Odgaard på tavlen for Bologna, der på hjemmebane slog Monza med 3-1.

Den 25-årige Odgaard, der spillede 80 minutter af opgøret, sørgede efter en halv time for Bolognas 2-1-føring, da han med et resolut venstrebenshug sendte bolden ind i det lange hjørne.

Scoringen var angriberens tredje sæsonmål i Serie A, hvor Bologna efter 20 runder ligger på sjettepladsen med 33 point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT