Træt Rune skruer ned for træning før møde med verdensetter

18. JAN 2025 • 15:16SPORT

Efter hård kamp skal Holger Rune sove og restituere for at blive klar til duel mod Jannik Sinner.

Den danske tennisstjerne Holger Rune sætter fuld fokus på søvn og restitution, inden han på mandag møder verdensetteren Jannik Sinner i fjerde runde af grand slam-turneringen Australian Open.

Det siger danskeren til Kanal 5, efter at han lørdag havde vundet en opslidende femsætter over Miomir Kecmanovic i Melbourne. Undervejs blev Rune ramt af krampe og forsøgte at gøre duellerne kortere for at blive belastet mindre.

- Lige nu skal jeg have ti timers behandling og få sovet en masse. Jeg skal have restitueret, og i morgen (søndag, red.) handler ikke om tennis, men om at få kroppen klar, siger Holger Rune.

Undervejs i lørdagens kamp, der varede 3,5 timer, følte Rune, at han var faretruende nær exit. Da han var bagud 1-2 i sæt og nede med et servegennembrud, måtte han hanke op i sig selv.

- Jeg er meget stolt af mig selv. Det kan lyde som en kliché, men i mit hoved var det godt nok op ad bakke på et tidspunkt i fjerde sæt. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle give alt, spille fuldt igennem og gå på slagene. Jeg ville levere alt, hvad jeg havde i mig, siger Rune til Kanal 5.

Kampen sluttede tre kvarter efter midnat lokal tid.

Danskeren ser frem til at møde Jannik Sinner for femte gang i karrieren, og Rune ved, at der venter endnu en opslidende duel på hardcourtunderlaget i den australske storby.

- Jeg har slået Sinner før, og når jeg har spillet mod ham, har det altid været fysisk hårde kampe. Der kommer en masse baglinjedueller, så jeg skal have benene klar, siger Holger Rune.

Den indbyrdes statistik mod Sinner viser to sejre til hver.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT