Golfdanskere taber terræn i topstrid i Dubai
De to bedst placerede danskere Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen leverede ikke samme niveau som fredag.
Både Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen kunne fredag skimte topplaceringerne i Hero Dubai Desert Classic, men de to falder lidt ned i stillingen efter lørdagens runde.De to danskere lå på en delt syvendeplads før runden, men særligt Thorbjørn Olesen må efter lørdagens runde se langt efter toppen i DP World Tour-turneringen før sidste runde søndag.
Olesen lavede en triplebogey på ottende hul, og det blev dyrt for danskeren.
Efter lørdagens 18 huller rasler Olesen ned på en delt 19.-plads i fem slag under par.
Rasmus Højgaard leverede ikke samme høje niveau som i fredagens runde. Med tre bogeys falder Højgaard tre placeringer til en delt tiendeplads i syv slag under par.
Niklas Nørgaard leverede en solid tredjedag og er på en delt 12.-plads i seks slag under par. Rasmus Neergaard er samlet tre slag under par.
Nicolai Højgaard, Rasmus Højgaards tvillingbror, er samlet i par.
Han er den lavest placerede dansker før søndagens fjerde og sidste runde med sin placering som nummer 50.
Newzealandske Daniel Hillier fører an alene i spidsen og er i 13 slag under par.
Med sin samlede præmiesum svarende til 65 millioner kroner er Dubai Desert Classic på DP World Tour kun overgået af sæsonfinalen og majorturneringer i størrelse.
Vinderen indkasserer omkring 11 millioner kroner.
/ritzau/