NFL flytter kamp til nabostat efter naturbrande i Californien

10. JAN 2025 • 04:01SPORT

For at mindske belastning af myndighederne i Los Angeles flyttes NFL-kamp mellem Rams og Vikings til Arizona.

En NFL-kamp mellem Minnesota Vikings og Los Angeles Rams, som skulle have fundet sted i Los Angeles-området, er blevet rykket som følge af naturbrandene.

Det oplyser den bedste nordamerikanske liga, NFL, ifølge Reuters.

Kampen, som skal spilles tirsdag dansk tid, rykkes til nabostaten Arizona.

- Af hensyn til den offentlige sikkerhed er mandagens wild card-kamp mellem Vikings og Rams blevet flyttet fra Sofi Stadium i Inglewood i Californien til State Farm Stadium, hvor Arizona Cardinals har hjemmebane, lyder det.

Beslutningen er truffet i samarbejde med myndigheder, klubber og spillerforeningen.

Ingen af brandene finder sted nær stadionet i Inglewood.

Årsagen til forflytningen er, at man er bekymret for luftkvaliteten i området som følge af den røg, der fortsat hænger over Los Angeles. Afholdelsen af kampen vil desuden belaste byen og dens myndigheder, lyder det fra NFL.

Onsdag delte Vikings et opslag på sociale medier, hvor det udtrykte medfølelse med sine kolleger i Californien, skriver CBS News.

- Vores tanker er hos vores Rams-venner, deres hjem og dem, som har oplevet det her på tæt hold.

Opgøret spilles på samme tidspunkt: klokken 02.00 dansk tid tirsdag.

Forflytningen sker, få timer efter at basketballigaen NBA udsatte torsdagens planlagte hjemmekamp mellem Los Angeles Lakers og Charlotte Hornets.

Det skal den californiske basketballklub på det sociale medie X.

Opgøret skulle være spillet torsdag klokken 19.30 lokal tid, som svarer 04.30 tidligt fredag morgen dansk tid. Der skal nu findes en ny dato.

Mindst fem brande hærger området i og omkring Los Angeles som følge af kraftig vind og tørke. En sjette brand skal der ifølge CBS News være fuld kontrol over.

Det er uklart, præcis hvor store skaderne er, men mindst 10.000 bygninger og køretøjer er blevet ramt af brandene, skriver nyhedsbureauet AP. Syv personer er døde.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT