Djokovic kan ikke garantere deltagelse ved Davis Cup i Danmark
Novak Djokovic er officielt udtaget til Davis Cup-opgør i Danmark. Men Australian Open kan komme i vejen.
Den serbiske tennisspiller Novak Djokovic kan ikke garantere, at han stiller op, når Serbien 31. januar og 1. februar møder Danmark i Davis Cup.Deltagelsen kommer til at afhænge af, hvordan han klarer sig ved grand slam-turneringen Australian Open, der begynder 12. januar.
Det siger han på et pressemøde i Melbourne fredag eftermiddag lokal tid.
- Fordi det kun ligger få dage efter Australian Open-finalen, så må vi se, hvordan jeg spiller her, og hvordan jeg har det. Forhåbentlig kan jeg være til rådighed for min Davis Cup-kaptajn og spille, siger Djokovic.
Davis Cup-opgøret mellem Danmark og Serbien spilles i Royal Arena i København den 31. januar og 1. februar.
Der er blevet set frem til, at den 24-dobbelte grand slam-vinder skal spille på dansk grund. Men en potentielt lang turnering ved Australian Open, som han har vundet ti gange, ser altså ud til at kunne udfordre planerne.
Serberen glæder sig ellers over muligheden for at repræsentere Serbien og til at stå over for den danske nummer 13 i verden, Holger Rune.
- Holger og jeg kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Vi har mødt hinanden en del gange ved forskellige turneringer, og det er selvfølgelig stort for dansk tennis og dansk sport, at Holger gør det godt.
- Det vil være stort at få muligheden for at stå over for hinanden, lyder det.
Djokovic afslører samtidig, at Holger Rune har gjort sit for at lokke den serbiske verdensstjerne til den danske hovedstad.
- Han sendte mig faktisk et billede af arenaen (Royal Arena, red.) for få uger siden. Han skrev, at de ventede på mig i slutningen af januar, siger han.
Vinderen af Davis Cup-opgøret skal ud i en afgørende playoffkamp mod Spanien eller Schweiz. Her er der en plads ved Davis Cup Finals sidst i 2025 på højkant.
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Der spilles to singler på førstedagen fredag, og lørdagen indledes med en double og efterfølges af op til to singler i Royal Arena, hvor der er plads til 11.000 tilskuere.
/ritzau/