Danske håndboldherrer udspiller nemt Bahrain i VM-test
I en noget flad atmosfære mod Bahrain fik Danmarks håndboldlandshold banket rusten af med storsejr.
Man skal generelt passe på med at lægge for meget i testkampe. Lægger man dertil den enorme klasseforskel på holdene, var torsdagens testkamp mod Bahrain nok mest af alt en udvidet træning for de danske håndboldherrer.Ikke desto mindre fejede danskerne nemt Bahrain af banen i Royal Arena med en sejr på 33-17 og fik banket rusten af, før det fra næste uge går løs ved VM.
Fredag venter en ny opgave, når Bahrain endnu en gang er modstanderen i den sidste træningskamp inden VM.
Her ventes der flere tilskuere i den københavnske arena, hvor stemningen torsdag virkede noget mat.
Faktisk var der indimellem så stille, at man tydeligt kunne høre landstræner Nikolaj Jacobsen råbe fra sidelinjen.
På banen gik der også noget tid, før det danske spil blev forløst. Fire tekniske fejl og blot to mål var facit efter de første ti minutter.
Det fik Nikolaj Jacobsen til at tale med store ord i den første timeout, hvor han kort fortalt bad spillerne om at stramme gevaldigt op.
Den gode nyhed var, at forsvaret havde stået forbilledligt mod Bahrains offensiv, og da først Mathias Gidsel, Thomas Arnoldsen og de andre angrebsesser fandt rytmen, gik det hurtigt.
Efter et kvarter førte danskerne med 6-3, og herfra fortsatte forspringet med at vokse.
Den danske kontrafase gjorde ondt på Bahrain, som måtte sande, at forskellen mellem holdene var markant.
Rasmus Lauge har døjet med skader op til VM og blev sparet i torsdagens opgør. Det betød dog ikke det store for det danske angreb, som blev ved med at skabe store chancer.
Danmark førte 15-7 ved pausen, og der var masser af tid til at give reserverne spilletid på det danske hold.
Johan Hansen, Lasse Andersson, Magnus Landin, Kevin Møller og Mads Mensah kom blandt andre på banen, mens Gidsel kom ind og fortsatte sit målshow, der gav momentvise jubelbrøl i hallen, hvor man må forvente endnu en dansk sejr fredag aften.
Danmark åbner VM på tirsdag med kampen mod Algeriet. Herefter venter Tunesien og Italien i det indledende gruppespil.
Alle de danske gruppekampe spilles i Boxen i Herning.
Det danske landshold, der også er olympisk mester, går ind til VM med mulighed for at vinde mesterskabet for fjerde gang i træk.
/ritzau/