GOG finder ny sportschef i egne rækker
Mikkel Voigt forfremmes fra talentchef til sportschef i GOG. Han har tidligere vikarieret som træner.
Håndboldklubben GOG har rekrutteret sin nye sportschef internt.Talentchef Mikkel Voigt forfremmes til sportschef. Det oplyser topklubben i en pressemeddelelse.
Den 35-årige dansker har tidligere haft berøring med klubbens førstehold. I sidste sæson trådte han til og blev en del af klubbens trænerkonstellation efter fyringen af Ian Marko Fog.
Samtidig med ansættelsen af en ny sportschef etablerer GOG et sportsligt udvalg, der foruden Mikkel Voigt også tæller cheftræner Kasper Christensen og direktør Kasper Jørgensen.
Direktøren er glad for at have fundet et nyt sportsligt setup, der sikrer et tættere samarbejde mellem talentafdelingen og eliteholdet.
- Mikkel har i mange år vist, at han har den nødvendige viden, erfaring og forståelse for GOG's dna. Han har allerede bevist sit værd som talentansvarlig, og det er en helt naturlig udvikling, at han nu også træder ind i rollen som sportschef.
- At han samtidig bliver en del af vores sportslige udvalg, styrker samarbejdet mellem trænerteamet og ledelsen yderligere. Vi har store ambitioner for GOG og vores talentudvikling, og vi er sikre på, at Mikkel som sportschef vil være med til at give vores setup det løft, vi ønsker, siger Kasper Jørgensen.
Voigt har arbejdet for GOG siden sommeren 2021, og han ser frem til at få sin hidtil største rolle i klubben.
- Jeg er både stolt og taknemmelig over at få muligheden for at træde ind i rollen som sportschef. Det er en stor ære at få lov til at være med til at skabe den sportslige udvikling i en klub, der betyder så meget for mig.
- Jeg glæder mig til at arbejde videre med at sikre, at GOG også i fremtiden er en af landets førende klubber - både når det gælder talentudvikling og præstationer på banen, siger Mikkel Voigt.
Forfremmelsen sker på bagkant af, at han er blevet sat i forbindelse med trænerjobbet i den norske storklub Vipers fra Kristiansand.
Kvindeklubbens leder bekræftede i sidste uge, at han havde været i dialog med Voigt om jobbet. Danskeren var blevet set ved siden af klubbens formand, da han overværede en af holdets kampe.
Ved VM-pausen fører GOG Herreligaen med samme pointantal som Aalborg på andenpladsen.
/ritzau/