Mourinho hiver fat i næsen på træner efter Istanbul-derby
Fenerbahce-træneren José Mourinho greb fat i næsen på Galatasarays træner efter dramatisk pokalmøde.
Fodboldtræneren José Mourinho tiltrækker sig endnu en gang opmærksomhed i tyrkisk fodbold.Efter at portugiseren onsdag aften havde set sit Fenerbahce-mandskab tabe med 1-2 til Istanbul-rivalen Galatasaray i pokalturneringen, hev Mourinho fat i næsen på modstanderholdets træner.
Portugiseren gik efter slutfløjt hen til trænerkollegaen Okan Buruk, der stod med ryggen til, og plantede sin højrehånd om tuden på Buruk.
Galatasaray-træneren kastede sig straks ned i græsset og tog sig til næsen, mens Mourinho blev ført væk.
Kampen fik en højdramatisk afslutning, da hele tre spillere - to fra Galatasaray og én fra Fenerbahce - blev udvist, efter at opgøret var fløjtet af.
José Mourinho blev også selv præsenteret for det røde kort, og cheftræneren kan nu se frem til karantæne.
Så sent som i februar blev Mourinho idømt både bøde og karantæne efter en ligakamp mod Galatasaray.
Dengang kritiserede han niveauet hos den tyrkiske dommerstand og kaldte Galatasaray-spillerne på udskiftningsbænken for "hoppende aber".
Onsdagens nederlag betyder, at Fenerbahce er færdig i den tyrkiske pokalturnering, mens Galatasaray er videre til semifinalerne.
I den tyrkiske liga kæmper de to klubber om mesterskabet. Fenerbahce er seks point efter Galatasaray, der topper tabellen. Mourinhos mandskab har dog spillet en kamp mindre end rivalen.
/ritzau/Reuters/