Børsen i Tokyo lukker med markante stigninger efter kaotisk mandag
Nikkei 225 stiger med 6,02 procent tirsdag. Dermed er en stor del af mandagens fald indhentet.
De asiatiske aktiemarkeder er tirsdag lukket med kursstigninger.Ved lukning af børsen i Tokyo var det japanske Nikkei 225-indeks tirsdag eftermiddag lokal tid steget med 6,02 procent.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Stigningen følger efter mandagens fald i indekset på 7,8 procent.
Topix-indekset var ved lukningen af børsen steget med 6,26 procent, efter at indekset mandag faldt med 7,8 procent.
Nikkei 225 og Topix er de to førende aktieindeks i Japan.
På børsen i Shanghai var det brede kinesiske SSE Composite-indeks steget med 1,6 procent ved tirsdagens lukning. Indekset faldt med 7,34 procent mandag, og mandagens fald er dermed langtfra indhentet.
Og i Hongkong lukkede det førende Hang Seng-indeks med en stigning på 1,5 procent efter at være faldet med 13,2 procent mandag.
Mandagens fald var det største fald i indekset på en enkelt dag siden 1997.
Mandag var aktiemarkederne i både Asien, Europa og USA præget af store fald - men også kortvarigt opsving.
Faldene ses som en reaktion på USA's præsident Donald Trumps toldforhøjelser på varer fra en lang række handelspartnere og Kinas varslede modtold på amerikanske varer.
En basistold på ti procent blev indført lørdag i USA, mens en såkaldt gensidig told, der varierer i størrelse fra land til land, træder i kraft 10. april.
Kina er et af de lande, der rammes hårdest.
Varer fra Kina pålægges således en told på 34 procent, hvilket har fået Kina til at svare igen med told på 34 procent på amerikanske varer.
Mandag advarede Trump om, at han - hvis ikke Kina trækker i land - vil lægge yderligere 50 procent told på kinesiske varer.
Men Kina nægter at bøje sig for USA's "afpresning", skriver landets erhvervsministerium i en udtalelse tirsdag.
- Den amerikanske sides trussel om at øge tolden mod Kina er en fejltagelse oven på en fejltagelse og blotlægger igen USA's vilje til at bruge afpresning.
- Hvis USA insisterer på at få det på deres måde, vil Kina kæmpe til det sidste, skriver det kinesiske ministerium ifølge Reuters.
/ritzau/