AGF-træner anerkender Brøndby-sejr og efterlyser straffe
Ofte hænger flere modstandere på Frederik Tingager ved hjørnesparkene, påpeger AGF-træner Uwe Rösler.
AGF burde have fået et straffespark i 1-2-nederlaget på Brøndby Stadion mandag aften.Det giver cheftræner Uwe Rösler udtryk for i et interview med Bold, hvor han samtidigt anerkender værternes sejr.
- Jeg vil ikke være en bitter taber, for Brøndby var bedre i begge felter, og derfor vandt de kampen, siger Rösler til Bold.
I et par situationer hang Brøndby-spillerne på den meget luftstærke stopper Frederik Tingager i forbindelse med dødbolde, og det er en generel tendens, mener Rösler.
- Det handler om, hvor farlig han er på dødbolde. De holder ham ikke bare nede med én mand, men to eller nogle gange tre, og når man virkelig ser på det, er vi nødt til at gøre noget ved det, siger Rösler til Bold.
Han understreger, at det ikke kun handler om Brøndby, og at han bringer det op som emne, fordi dommerformand Michael Johansen for nylig har indskærpet over for dommerne, at "tolerancen for holdesituationer er for stor".
Det er sket efter en situation, hvor FC Midtjyllands Mikel Gogorza blev snydt for et straffespark i 0-2-nederlaget mod Brøndby i forrige runde.
Brøndbys sejr kom i hus uden det ofte brugte stopperpar Jacob Rasmussen og Frederik Alves. Sidstnævnte blev udelukket på kampdagen af klubbens medicinske stab.
I stedet fik Rasmus Lauritsen sin første startplads i fire måneder, og indsatsen aftvinger "dyb respekt" fra cheftræner Frederik Birk.
- Det er fantastisk at se Rasmus Lauritsen gå ind at levere sådan en præstation.
- Han har været ude så længe, og jeg tæller kun to hele træninger med lav intensitet, som han har deltaget i, og så går han ind og leverer sådan en præstation, siger Birk til TV 2 Sport.
AGF og Brøndby har begge 39 point på fjerde- og tredjepladsen i Superligaens mesterskabsspil og har henholdsvis seks og otte point op til FCM og FCK.
/ritzau/