Von der Leyen vil nedtrappe handelskrig sammen med Kina

8. APR 2025 • 11:13UDLAND

Det er EU's og Kinas fælles ansvar at understøtte et reformeret handelssystem, mener EU's kommissionsformand.

EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har talt i telefon med Kinas premierminister, Li Qiang, om behovet for et stærkt handelssamarbejde og et ansvarligt modsvar til forhøjede amerikanske toldsatser.

Det oplyser von der Leyen i en udtalelse ifølge Reuters.

I samtalen har Ursula von der Leyen understreget behovet for at nedtrappe den igangværende handelskrig mellem USA og resten af verden.

Von der Leyen har lagt vægt på Europas og Kinas "ansvar for at støtte et stærkt, reformeret handelssystem, der er frit, fair og funderet på lige vilkår", fremgår det af udtalelsen.

Ursula von der Leyen og Li Qiang diskuterede desuden muligheden for at lave et system, der kan overvåge forhøjede toldsatsers effekter på markedet.

Samtalen mellem kommissionsformanden og Kinas premierminister finder sted i kølvandet på USA's præsident Donald Trumps annoncering af forhøjede toldsatser på udenlandske varer.

5. april trådte en basistold på ti procent i kraft, og fra 9. april lægges der varierende toldsatser på varer fra en lang række handelspartnere.

Eksempelvis vil USA fra 9. april lægge 34 procent told på varer, der importeres til det amerikanske marked fra Kina.

Kina har svaret igen med 34 procent told på amerikanske varer. Den forhøjede kinesiske told træder i kraft 10. april.

På et pressemøde mandag sagde Ursula von der Leyen, at EU har tilbudt USA en aftale om nul-told på biler og industrielle produkter, hvis USA vil fjerne tolden på tilsvarende europæiske varer, der importeres til USA.

- Europa er klar til at forhandle med USA. Vi har tilbudt nul-til-nultold på industrivarer. Fordi vi altid er klar til en god aftale.

- Men vi er også parate til at reagere med modforanstaltninger. Og beskytte os selv mod indirekte effekter gennem handelsomlægning, sagde von der Leyen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

26. APR 2025 • 15:49UDLAND
Nu er paven blevet begravet i Rom
FÅ ABONNEMENT