Hermansen indkasserer bizart mål efter vildt langskud
Newcastle vandt 3-0 over Leicester i Premier League på to mål af Jacob Murphy og et enkelt af Harvey Barnes.
Mads Hermansen og Victor Kristiansen havde det svært sammen med resten af Leicester-holdet, da Newcastle mandag var på besøg og vandt 3-0 i Premier League.Dermed kom nedrykning endnu tættere på for Leicester, der ikke havde Jannik Vestergaard med i truppen.
Med sejren rykker Newcastle i den anden ende af tabellen forbi både Aston Villa og Manchester City og op på femtepladsen med 53 point efter 30 kampe.
Chelsea på fjerdepladsen har lige så mange point og fører på en bedre målscore end Newcastle, som har spillet en kamp færre.
Manchester City og Aston Villa har henholdsvis et og to point mindre end Newcastle, men begge hold har ligesom Chelsea spillet en kamp mere.
Top-4 i Premier League kan med sikkerhed se frem til Champions League i næste sæson. Men femtepladsen gør det med stor sandsynlighed også på grund af de engelske klubbers resultater i de europæiske turneringer.
Så lige nu ser det særdeles godt ud for Newcastle i den sammenhæng.
Leicester fik en skrækstart og kom bagud efter to minutter, da Jacob Murphy kom blæsende ved bageste stolpe og nemt sparkede bolden ind til 1-0.
I den situation tøvede Leicesters danske back Victor Kristiansen for længe og nåede slet ikke at reagere.
Efter 11 minutter kom kampens mest underholdende scoring. Fabian Schär tog chancen fra midten af banen og ramte overliggeren.
Mads Hermansen forsøgte at nå tilbage og kastede sig efter bolden, og da han rejste sig, kunne han ikke forhindre Murphy i at blive dobbelt målscorer.
Newcastle cementerede sejren efter 34 minutter, da Harvey Barnes med en fortid i Leicester øgede til 3-0.
Derefter begyndte flere af hjemmeholdets tilskuere allerede at udvandre fra stadion, og kampen var da også mere eller mindre afgjort.
Mens Victor Kristiansen blev skiftet ud i pausen, kom udeholdets William Osula på banen for Newcastle efter 72 minutter, men den danske angriber kom ikke på måltavlen trods et godt forsøg.
Efter 74 minutter skiftede Leicester midtbanetalentet Jeremy Monga ind, og debutanten blev den næstyngste spiller til at spille i Premier League nogensinde i en alder af 15 år og 271 dage.
Arsenals Ethan Nwaneri var 15 år og 181 dage, da han spillede sin første ligakamp.
/ritzau/