Løkke understreger fuld regeringsopbakning til truet Aagaard

8. APR 2025 • 12:07ERHVERV/POLITIK

Lars Løkke forventer ikke, at han skal finde en ny klimaminister snart, da der er fuld opbakning i regeringen.

Den kriseramte klimaminister Lars Aagaard nyder stadig fuld opbakning fra sin formand og resten af regeringen.

Det bedyrer Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister og formand for Moderaterne, da han tirsdag går til gruppemøde.

Her bliver Løkke spurgt, om han snart skal finde sig en ny klimaminister.

- Det tror jeg da ikke, svarer han først.

Herefter beretter han om, at der er støtte i ryggen på udsatte Aagaard.

- Jeg kommer lige fra et ministermøde, og Lars Aagaard er en dygtig klimaminister, der nyder fuld opbakning i regeringen, så det kan jeg ikke forestille mig, siger Løkke.

Udtalelsen falder dagen inden, at Lars Aagaard er blevet indkaldt til et afgørende samråd.

Oppositionspolitikerne er stærkt utilfredse med, at ministeren i deres optik har tilbageholdt en vigtig viden om et forsinket elnet forud for politiske forhandlinger om det emne.

Sagen tog sin begyndelse, da mediet Zetland kunne beskrive, at en pressemeddelelse fra Energinet blev trukket tilbage efter dialog med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Pressemeddelelsen beskrev, at der var massive forsinkelser på elnettet.

Den specifikke pressemeddelelse og vurdering blev ikke leveret til offentligheden eller partierne uden om regeringen.

Lars Aagaard har beklaget sagen.

Samtlige oppositionspartier er nu dybt kritisk indstillet over for klimaministeren.

Deres tillid har nærmet sig nulpunktet, og de fortæller, at der skal falde en ekstraordinært god forklaring på samrådet onsdag, hvis ikke de skal erklære deres mistillid til Lars Aagaard.

Der foregår lige nu et tællearbejde i både oppositionen og regeringen for at danne overblik over, hvorvidt Lars Aagaard kan væltes som minister eller blive siddende.

Her er løsgængerne særligt afgørende, og flere kigger derfor i retning af Mike Fonseca, hvis position endnu er uafklaret.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT