Mentalt smadret Axelsen melder afbud til Japan Open
Viktor Axelsen har brugt megen energi på fejring og skal lige genfinde motivationen efter OL-succesen.
Viktor Axelsen leverede en af de største danske præstationer ved OL med sin suveræne guldmedalje i Paris, men det har også sin pris.Den danske badmintonstjerne føler sig ramt efter strabadserne ved den store begivenhed, og han har besluttet sig for at melde afbud til Japan Open, der begynder på tirsdag.
Det oplyser han på det sociale medie X.
Allerede tirsdag luftede han tankerne om et muligt afbud over for TV 2 Sport:
- Jeg skal til Japan i næste uge, men om jeg spiller, det er meget usikkert. Jeg er mentalt meget smadret, så jeg skal lige have lov at sunde mig lidt og for alvor finde motivationen, som jeg ved, kommer her inden for ikke så længe, sagde Axelsen.
På X fortæller Axelsen, at han trods afbuddet rejser til Japan for at se sine fans.
Det er ikke mindst de mange fejringer, der har tappet på Axelsens kræfter. Tirsdag fortsatte fejringen i Brøndby Hallen. Fredag blev han fejret i Odense.
- Det har fyldt rigtig meget, og jeg har brugt meget energi på alt det, der ligger ude omkring, når du har vundet OL-guld. Og det er der, jeg er lige nu. Jeg har brug for lige at slappe lidt af, sagde Axelsen tirsdag.
Axelsen er forsvarende mester i Japan Open, der er en Super 750-turnering - kun overgået af Super 1000-turneringerne.
Axelsen var andenseedet i turneringen og skulle have mødt japaneren Kenta Nishimota i første runde.
Tredjeseedede Anders Antonsen og Rasmus Gemke er også på deltagerlisten i Yokohama.
/ritzau/