Medvedevs kortslutning koster ham en kvart million kroner
Daniil Medvedevs temperament kogte over, da han røg ud i første runde ved årets US Open. Det koster en bøde.
En kendelse, som gik imod den russiske tennisstjerne Daniil Medvedev, fik ham til at miste besindelse i første runde af grand slam-turneringen US Open. Nu mister han også penge på det.Turneringsarrangøren har tildelt den 12.-seedede russer en bøde på samlet 42.500 dollar for episoden, skriver Reuters. Det svarer til små 275.000 kroner.
I søndagens opgør mod franske Benjamin Bonzi blev Medvedev voldsomt fortørnet over en kendelse. Det førte til en tirade af brok mod kampens dommer og gestikulationer mod både dommer og tilskuere.
Han endte med at tabe kampen i fem sæt og smadrede sin ketsjer i vrede.
Bøden på de 42.500 dollar er sammensat af to forseelser. De 30.000 dollar får han for usportslig opførsel, mens de resterende 12.500 dollar gives for at smadre ketsjeren.
Bøden kan dog fint dækkes af de præmiepenge, han får for sin deltagelse i US Open.
Alene for at være kvalificeret til hovedturneringen og tabe i første runde indkasserer Medvedev 110.000 dollar. Det svarer til omkring 708.000 kroner.
Bonzi vandt også sin næste kamp og skal i tredje runde møde landsmanden Arthur Rinderknech.
/ritzau/