Magnussen udgår i Lando Norris-opvisning i Singapore

22. SEP 2024 • 16:19SPORT

Kevin Magnussen udgik i Singapores grandprix, der blev vundet suverænt af McLarens Lando Norris.

En punktering kostede dyrt for Kevin Magnussen (Haas), der endte med at udgå med få omgange tilbage af søndagens Formel 1-grandprix i Singapore.

I den anden ende af feltet var der ikke den store spænding om sejren, som McLarens Lando Norris tog i suveræn stil, efter han var startet i pole position.

Hollandske Max Verstappen (Red Bull) blev nummer to mere end 20 sekunder efter briten, mens Norris' holdkammerat, Oscar Piastri, kørte sig til tredjepladsen.

Dermed haler Norris ind på Verstappen i VM-stillingen. Hollænderen fører stadig med 331 point, mens McLaren-briten har 279 point.

Der var lidt slåskamp på de første par omgange mellem Norris og Verstappen, men McLaren-køreren afviste de få forsøg fra den forsvarende verdensmester.

Da Norris først havde slået hullet, var det tydeligt, hvem der havde mest fart i bilen.

Som grandprixet skred frem, øgede briten konstant afstanden ned til Verstappen, og der var ingen spænding om sejren.

Der var maksimalt pres på Kevin Magnussen, der vendte tilbage oven på sin karantæne i sidste uges grandprix i Aserbajdsjan, hvor hans afløser, Oliver Bearman, kørte et point hjem til Haas-teamet.

Det pres levede danskeren ikke op til. Magnussen startede som nummer 14 og lå længe i grandprixet omkring den placering.

Efter omkring 50 omgange kom danskeren for langt ud i et sving og kyssede væggen.

Ifølge Magnussen kostede det en punktering, og det sendte ham ned gennem feltet fra en 14.-plads og ned som nummer 19.

Danskeren fik efterfølgende god fart i bilen, men hullet op til de øvrige kørere var blevet for stort, og med fire omgange tilbage udgik han.

Magnussens holdkammerat, Nico Hülkenberg, havde derimod en god dag i Singapore. Tyskeren blev nummer ni og kørte to point hjem til Haas-teamet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT