Mads P. vil jagte ny hjemlig triumf før karriereafslutning
Mads Pedersen leverede en magtdemonstration ved årets PostNord Danmark Rundt, og han satser på mere i løbet.
Cykelrytter Mads Pedersen har netop afsluttet PostNord Danmark Rundt, hvor han sejrede på tre ud af fem etaper og endte som suveræn samlet vinder.Men det afholder ham ikke fra at drømme om endnu mere i løbet på dansk grund.
Kort tid efter Mads Pedersen krydsede målstregen lagde han ikke skjul på, at han har flere ambitioner på egne vegne i det danske etapeløb, inden karrieren på et tidspunkt slutter.
- Det betyder rigtig meget at vinde løbet, og forhåbentlig kan jeg nå at tage en mere, inden jeg stopper, siger han til DR.
Grand touren Vuelta a España ligger lige rundt om hjørnet og venter, og sejren i PostNord Danmark Rundt betyder ifølge Mads Pedersen også noget for det spanske løb, som begynder 23. august.
- Jeg skal ikke klage. Formen er rigtig god. Og nu er generalprøven gået rigtig godt, så jeg tror, vi er klar til Spanien Rundt, lyder det fra eksverdensmesteren til DR.
Mads Pedersen beskrev i samme ombæring den seneste uge som "helt vild". Hans hold Lidl-Trek tog den samlede sejr og har domineret den danske rundtur. Holdet vandt fire ud af fem etaper i løbet.
Den sidste etape, der sluttede i Silkeborg, havde også stor betydning for veteranen Jakob Fuglsang, som kørte sit sidste professionelle løb på lørdagens etape.
Han modtog stor hyldest fra de jublende tilskuere, da han kørte over målstregen.
Jakob Fuglsang er én af kun to danske ryttere, som har vundet to af cykelsportens monumenter.
Derudover tæller den danske legendes CV blandt andet også en sølvmedalje i linjeløbet ved OL i 2016 i Rio og to samlede sejre i Critérium du Dauphiné.
/ritzau/