Kort Højgaard-kollaps giver britisk golftriumf i Furesø
Rasmus Højgaard kunne ikke holde fast efter en kanonstart og måtte nøjes med andenpladsen på hjemmebane.
Rasmus Højgaard rakte tidligt ud efter en hjemlig triumf ved DP World Tour-turneringen Danish Golf Championship i Furesø, men en drømmestart blev efterfølgende formøblet.Hul 7 til 10 blev en dyr omgang for danskeren, som måtte se Marco Penge gå forbi og holde føringen hele vejen hjem. Englænderen sluttede i 16 slag under par. Det var ét slag bedre end Højgaard.
Danskerens finalerunde endte i to slag under par. Penge kom rundt i fire slag under par.
Pengeregn til Penge, som sikrede sig små tre millioner kroner af de 17,5 millioner, som var i præmiepuljen. Rasmus Højgaard må nøjes med små to millioner kroner for andenpladsen.
Den 24-årige dansker lagde ellers forrygende fra land på finalerunden, som han gik ind til med en føring på ét slag. På de første seks huller præsterede han to birdies og en eagle.
Dermed åbnede han et forspring på fire slag ned til Marco Penge, som måtte nøjes med en enkelt birdie i samme periode.
Konturerne af en dansk triumf på hjemmebane begyndte for alvor at tegne sig, men pludselig røg Højgaard ind i en kostbar deroute.
På de fire følgende huller måtte han notere to bogeys og en dobbeltbogey. Hele den gode start var dermed skyllet ud, og føringen var overladt til hans britiske følgesvend rundt på banen.
Mens Højgaard havde problemer med flere af sine putt fra halvanden til to meters afstand, spillede Penge med stor stabilitet.
Det var nok til at holde danskeren bag sig med et-to slag hele tiden. På hul 14 lavede Højgaard en forløsende birdie, men kun for at diske op med en bogey straks efter.
Spændingen var intakt, og da Penge på hul 16 lavede sin første bogey på runden, var Højgaard kun et slag efter igen.
Det lignede en afgørelse, da Penge hurtigt rettede op med en birdie på næste hul og dermed gik ind til sidste hul med en føring på to slag.
Men Højgaard lagde maksimalt pres på rivalen til slut. Med et klasseputt leverede han rundens eneste eagle på hul 18 og tvang Penge til at ramme sit birdieputt fra halvanden meter for at undgå et omspil om sejren.
Englænderen bevarede dog roen og sikrede sig sin anden sejr i karrieren på DP World Tour.
/ritzau/