Jesper Jensen vil kun have triumfer brolagt med trivsel

Jesper Jensen får skyld for at være blød, men han står ved sin formel, fordi den har vist sig succesfuld.

Vel at bemærke på bagkant af en periode, hvor det kun var lykkedes én gang i seks forsøg at nå en semifinale.

- Jeg synes jo i al beskedenhed, at de steder, hvor jeg har været træner, har vi været dygtige til at levere resultater ved at gøre det på den måde, som jeg synes er rigtig, lyder det.

Fire mesterskaber på syv år tre deltagelser i Champions Leagues Final 4 med Team Esbjerg bakker op om det postulat.

Har man fulgt det danske kvindelandshold de seneste fem år under hans ledelse, vil man ofte have hørt ham snakke om "holdets kultur", "psykologisk tryghed" og andre termer relateret til den mentale del af at være en del af en gruppe.

Landstræneren har aldrig lagt skjul på sin tese om, at hvis mennesker har det godt, så tror han også, at de præsterer bedst muligt. Derfor går han så meget op i det, der for nogle får ham til at fremstå som blød.

Som han siger:

- Jeg vil blive helt vildt ked af det, hvis jeg om 15 år hører, at det overhovedet ikke var sjovt at være på kvindelandsholdet i min tid.

For selv om han er stolt af de resultater, han sammen med både Team Esbjerg og landsholdet har opnået, så er han mere stolt af de mennesker, der har bidraget til det.

Titlerne, medaljerne og hæderen betyder ikke noget for ham, hvis spillere og stab omkring ham ikke har nydt vejen dertil.

- Det, der kan påvirke mig mest, er, når mennesker omkring mig ikke har det godt, og jeg føler, det er mit ansvar. Selv om jeg synes, vi er meget ligeværdige partnere som landsholdsspillere og ledere, så ved jeg jo godt, at det er mig, der står som chef for det hele, siger han.

- Den menneskelige del er den væsentligste for mig. Det er mit største ansvar. Vi skal ikke have nogen, der kommer hjem med depressioner og ekstremt dårlige oplevelser.

Han har accepteret andres mening om, at han er blød, og han benægter heller ikke, at der er noget om snakken. Trivsel er altafgørende for ham. Men det er også, fordi han mener, det giver resultater.

Til gengæld føler han sig misforstået, når han bliver skudt i skoene, at landsholdet er et lukket, lille fællesskab for de samme spillere hele tiden.

Der er ifølge Jesper Jensen en grund til, at mange spillere går igen, og at han ikke roterer en masse og prøver mange nye kræfter af i testkampe.

Landsholdet er et "præstationssted", ikke et "præmieringssted for månedens spiller i Kvindeligaen", som han udtrykker det.

- Vi skal bruge dem, som kan gøre det bedst til december. Og dem, der skal gøre det bedst til december, de skal også med i marts, fordi vi har så få træningstimer.

- At kalde det et lukket landshold er mangel på viden, synes jeg.

At han tør træffe hårde beslutninger, har han i hvert fald bevist. Straks ved sin tiltrædelse vragede han daværende anfører Stine Jørgensen, og til årets EM blev den mangeårige anfører Sandra Toft valgt fra.

Han kalder begge beslutninger, de hårdeste han har skullet træffe, og han kan næsten ikke være i sin egen krop, når han skal trykke på opkaldsknappen og levere den slags beskeder.

Det er en del af jobbet som leder, og han gør det, men det er arbejdet med spillerne på holdet og staben omkring ham, som giver ham den største fornøjelse ved arbejdet.

- Jeg synes, at mennesker er det mest interessante. Også mere interessante end håndbold, siger han.

/ritzau/