16.000 virksomheder har kun ansatte over 60 år

15. DEC 2024 • 11:27ERHVERV/POLITIK

Antallet af virksomheder, der kun har seniorer ansat, er steget med 60 procent på ti år, viser analyse fra DI.

Mere end hver tiende danske virksomhed har kun ansatte, der er over 60 år.

Det viser en analyse fra Dansk Industri.

Mange virksomheder er afhængige af ældre medarbejdere, der blandt andet tilfører erfaring og stabilitet, siger Steen Nielsen, der er chef for arbejdsmarkedspolitik i DI.

- Det er erfarne medarbejdere, som har prøvet mange ting igennem deres arbejdsliv, og det giver jo et overblik, når man skal løse nye opgaver, at man har prøvet nogle ting før.

- Så det er først og fremmest erfaring og viden, som seniorerne har. Men de er også nogle stabile medarbejdere, der bliver hængende på samme arbejdsplads i modsætning til de yngre medarbejdere, siger han.

Personer over 60 år fylder mere på det danske arbejdsmarked. I perioden 2012 til 2022 er antallet af beskæftigede, der er fyldt 60 år, steget med 142.000 personer.

Der er derfor også flere og flere virksomheder, der er afhængige af at have ansatte fra den ældste del af arbejdsstyrken.

I 2022 var der i alt 16.000 virksomheder, der kun havde medarbejdere over 60 år ansat. Det samme antal var 10.000 for ti år siden.

Med i analysen fra Dansk Industri er virksomheder med minimum to ansatte.

Det er særligt indenfor branchegrupperne finansiering og forsikring, ejendomshandel og udlejning og erhvervsservice, at virksomheder kun har ansatte over 60 år.

Det forholder sig modsat inden for en for handel og transport samt bygge og anlæg.

Selv om flere og flere seniorer er i arbejde, er der også en gruppe af dem, der kan have svært ved at finde nyt job, hvis de står uden job og pensionsalderen nærmer sig. Det viste en undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet i 2023.

Der er dog ikke generelt en større ledighed blandt seniorer end andre aldersgruppe, slog undersøgelsen fast.

Ifølge Steen Nielsen er det generelle billede, at seniorer er eftertragtede på mange arbejdspladser.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der er seniorer, der oplever, at det er svært at finde job. Men når man ser på det store billede, og hvordan det går med seniorer i beskæftigelse, så går det fantastisk godt.

- Vi har 150.000 flere i arbejde i dag end for ti år siden. Og det er for mig et tydeligt bevis på, at virksomhederne gerne vil have seniorerne og ikke ser skævt til deres alder, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT