Bo Henriksen fremhæver modet efter Bayern-skalp

15. DEC 2024 • 10:24SPORT

Mainz fik skovlen under Bayern München på grund af holdets mod, mener cheftræner Bo Henriksen.

Bo Henriksen stod lørdag bag en af de mest imponerende præstationer i sin trænerkarriere.

Fra sidelinjen dirigerede danskeren Mainz til en sejr på 2-1 over Bayern München i Bundesligaen.

Det var ikke udtryk for tilfældigheder, betonede han på det efterfølgende pressemøde.

- Jeg er rigtig stolt af holdet. Vi var virkelig godt forberedt, konstaterer han i en video på holdets hjemmeside.

- Det er det bedste hold, man kan slå i Tyskland, så det var en god dag. Vi er stolte af, at vi ikke kun var heldige. Vi fortjente det. Vi havde meget mod på bolden og forsvarede os godt, lyder det fra træneren med det karakteristiske lange hår.

Mainz gik efter at stresse gæsterne, forklarer forsvarsspilleren Stefan Bell.

- Vores mål var at komme så meget frem som muligt og sætte Bayern under pres, så kampen skulle foregå på deres banehalvdel. Det virkede for os i lange perioder, men andre gange fungerede det ikke lige så godt, fordi de simpelthen har et fremragende hold, siger han.

Henriksens tropper kom foran 2-0, men i slutminutterne reducerede Bayern-stjernen Leroy Sane og skabte fornyet spænding om udfaldet.

Men Mainz holdt fast.

- Vi skulle stå imod til sidst og forsvare med alt, vi havde. Vi fandt den rette balance i dag (lørdag, red.), lyder det fra Stefan Bell.

Det var Bayerns første liganederlag i sæsonen. Med sejren rykkede Mainz op på sjettepladsen i Bundesligaen, mens nedrykningsstregen nu er langt væk.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT