Dansker svømmer sig til syvendeplads i VM-finale
Clara Rybak-Andersen forbedrede igen sin personlige rekord, men var chanceløs i VM-finalen.
Det blev heller ikke Clara Rybak-Andersen, der skulle lykkes med at sikre en dansk medalje ved kortbane-VM i svømning.Fredag aften blev den 20-årige dansker nummer syv, næstsidst, i VM-finalen i 200 meter brystsvømning, selv om hun satte sit livs bedste tid på distancen. Hun overgik den tid, hun havde sat fredag formiddag i det indledende heat.
Tiden 2 minutter og 18,73 sekunder var lidt over seks sekunder langsommere end VM-guldvinderen Kate Douglass fra USA.
Fra sit udgangspunkt på bane nummer 8 var danskeren da heller ikke regnet for at blive en faktor i medaljekampen, og det var hun heller ikke tæt på at være. Det stod allerede klart efter de første banelængder i Budapest.
- Jeg er virkelig glad for tiden og for oplevelsen, siger Clara Rybak-Andersen.
Helena Rosendahl Bach blev ligeledes nummer syv, da hun torsdag aften var i VM-finalen i 200 meter butterfly.
Fredag formåede Rosendahl Bach ikke at svømme sig i en ny finale.
I sin semifinale i 100 meter butterfly blev danskeren sidst i sin semifinale. Svømmeren fra Holstebro var 4,40 sekunder langsommere end semifinalevinderen Gretchen Walsh, der satte verdensrekord med tiden 52,87 sekunder.
På tværs af de to semifinaler blev Rosendahl Bach noteret for den langsomste tid.
/ritzau/