Norske håndboldkvinder er klar til endnu en finale

13. DEC 2024 • 19:17SPORT

Norges håndboldkvinderne var overlegne og vandt 30-22 over Ungarn i EM-semifinalen i Wien.

Som det efterhånden er en tradition ved store håndboldmesterskaber på kvindesiden, bliver Norge også på søndag en del af en mesterskabsfinale.

Fredag aften kvalificerede nordmændene sig til EM-finalen ved i overlegen stil at vinde 30-22 over Ungarn i Wien.

Dermed skal man fortsat tilbage til OL i 2021, siden Norge senest missede en finale. I EM-sammenhæng er Norge nu blot en sejr fra at have vundet guld tre europamesterskaber i træk.

På bagkant af OL-guldet i Paris i august har der ellers været lidt udskiftning i den norske trup, men ved EM har nordmændene i vanlig stil fejet al modstand af banen.

Det samme var tilfældet i semifinalen, hvor nordmændene i løbet af ganske få minutter slog et hul på måltavlen, så kampen nærmest syntes afgjort. Særligt Esbjerg-spilleren Henny Reistad var ustyrlig i kampens indledning.

Nede med 5-9 efter 13 minutter tog ungarerne timeout, og det hjalp for en stund. I hvert fald måtte nordmændene slide lidt mere for scoringerne, og ved pausen var forspringet skrumpet til to mål.

Den kortvarige norske nedtur blev hurtig afblæst igen. Straks efter pausen satte nordmændene det hele på plads og oparbejdede igen et mageligt forspring.

Undervejs nåede det op på hele ni mål, og ganske som forventet var der aldrig spænding om udfaldet.

I søndagens finale skal Norge enten møde Danmark eller Frankrig. Uanset hvem det bliver, skal modstanderen ramme et tårnhøjt niveau, hvis ikke Thorir Hergeirsson skal runde sine 15 år som norsk landstræner af med endnu en titel.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT