Kinesisk verdensetter slår upopulær Antonsen i sæsonfinale

15. DEC 2024 • 14:19SPORT

Anders Antonsen kunne ikke følge med verdensetteren Shi Yuqi, der vandt sæsonfinalen på hjemmebane.

Det blev aldrig Anders Antonsens dag, da han søndag stod over for verdensetteren Shi Yuqi i sæsonfinalens afgørende kamp.

Foran hjemmepublikummet i Hangzhou vandt kineseren 21-18, 21-14 og triumferede i årets sidste store badmintonturnering for anden gang i karrieren.

Man skal helt tilbage til 2018 for at finde hans første sejr i sæsonfinalen. I mellemtiden har Anders Antonsen vundet en enkelt gang, men han mødte sin overmand i søndagens finale.

Antonsen har haft det kinesiske publikum mod sig hele ugen, og det fortsatte i finalen.

Da hans navn blev råbt op i Hangzhou Olympic Sports Centre, buhede tilskuerne. Og stort set hver gang danskeren servede, hostede de demonstrativt for at distrahere danskeren.

Hostene var en reference til turneringens første gruppekamp mod kineseren Li Shifeng, hvor Antonsen påpegede, at servedommeren hostede umiddelbart før et af danskerens slag.

Det førte til, at pointet, som kineseren ellers vandt, blev spillet om, og Antonsen endte med at vinde.

Episoden har fulgt ham siden og var tydeligvis også i kinesernes bevidsthed under søndagens finale.

Den 27-årige aarhusianer var under et voldsomt pres, og det udnyttede Shi Yuqi til at bringe sig foran 11-6 ved opholdet.

"Bliv i det", lød det fra bror og træner Kasper Antonsen ved sidelinjen. Og det gjorde han.

Antonsen havde marginalerne med sig og reducerede til 18-19, men Shi Yuqi diskede op med et par teknisk stærke slag og lukkede sættet.

Det tårnhøje bundniveau hos kineseren blev ved med at vise sig. Når Antonsen troede, at han havde afgjort en duel, vendte Shi Yuqi den på hovedet.

To stimer af fire point gav hjemmebanehelten et forspring på 15-8, og selv om verdensranglistens nummer to gjorde, hvad han kunne, var det ikke nok til at vende kampen.

Trods en fornuftig indsats måtte Antonsen se sig slået i den fjendtlige kulisse.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT