Italiensk supersprinter bliver hos Mads Pedersen
Jonathan Milan har indgået en kontrakt med Lidl-Trek gældende til og med 2029-sæsonen.
Den danske cykelstjerne Mads Pedersen får i de kommende mange år fortsat en lynhurtig italiener som en af sine nærmeste kolleger.Fredag meddeler World Tour-holdet Lidl-Trek, at kontrakten med supersprinteren Jonathan Milan er blevet forlænget, så den nu løber til og med 2029-sæsonen.
For en måned siden kunne Milan lade sig hylde som vinder af Tour de Frances grønne pointtrøje i Paris, og den 24-årige sprinter har imponeret sin arbejdsgiver. Det siger general manager Luca Guarcilena.
- Før han tiltrådte hos os i 2024, vidste vi allerede, at han var et stort talent, men på blot to år har han langt overgået vores ellers høje forventninger. Det er bemærkelsesværdigt, hvad han har opnået på to år, og med fire år mere på kontrakten er vi spændt på at se, hvad han kan opnå.
- Han har problemfrit integreret sig på holdet, og sammen med sit leadout-tog har han skabt et af de mest effektive sprintertog i feltet. Hans rå power og fart er ekstraordinær, og det samme er hans ydmyghed og værdsættelse af holdkammeraterne, siger Luca Guarcilena.
Milan vandt to etaper under sommerens Tour de France. Sidste år vandt han tre etaper under Giro d'Italia. I alt står han noteret for 24 sejre som professionel.
Han glæder sig over at have fået fremtiden på plads.
- Jeg føler mig heldig med, at jeg kan få lov til at køre med vores gruppe af ryttere, og jeg er konstant imponeret over mine holdkammeraters arbejde, og jeg er taknemmelig for, hvad de gør for at hjælpe mig med at komme først over målstregen.
- Jeg tror, at vi sammen kan blive ved med at hæve barren og jagte større mål, siger italieneren.
Så sent som torsdag var han i aktion i Tyskland Rundt. Her måtte han nøjes med en andenplads på løbets første officielle etape efter prologen.
Holdkammeraten Mads Pedersen er bundet til Lidl-Trek på en livstidskontrakt.
/ritzau/