Iran slår tilbage to gange og får uafgjort mod New Zealand

16. JUN 2026 • 05:24SPORT

Den tidligere Helsingør-spiller Elijah Just scorede to mål for New Zealand, men Iran fik 2-2 i VM's gruppe G.

New Zealand var foran to gange mod Iran, men måtte nøjes med uafgjort, da de to hold natten til tirsdag indledte VM.

Elijah Just scorede begge mål for newzealænderne, der efter syv minutter fik en drømmestart på 2-2-kampen i Los Angeles.

Just hamrede bolden i mål efter fornemt forarbejde fra Chris Wood, der langt fremme på banen tæmmede et målspark med brystkassen og kort efter spillede holdkammeraten fri til 1-0-scoringen.

De to spillere viste igen gode samarbejdsevner ti minutter efter pausen, da Elijah Just igen kom på måltavlen.

Just, der har en fortid i danske Helsingør FC og AC Horsens, bragte denne gang New Zealand på 2-1 efter en række fine newzealandske kombinationer frem ad banen.

Til sidst vippede Elijah Just bolden over Irans keeper Alireza Beiranvand, der var kommet ud af sit mål.

Elijah Just, der spillede i dansk fodbold fra 2020 til 2024, er i dag tilknyttet den skotske klub Motherwell.

Irans landshold, der forud for slutrunden har fået stor opmærksomhed på grund af krigen i Iran, svarede igen ti minutter senere.

Her headede Mohammad Mohebi bolden i mål til 2-2, da han pandede et indlæg fra højrekanten i mål via stolpen.

Det præcise forarbejde stod Ramin Rezaeian for.

Rezaeian satte ligesom New Zealands Elijah Just et stort aftryk på kampen, da det var ham, der efter en god halv time udlignede til 1-1 for iranerne.

Her havde den iranske højrekant sneget sig med frem i straffesparksfeltet, hvor han prikkede bolden i mål, efter at holdkammeraten Shahriyar Moghanlou havde skabt forvirring i den newzealandske defensiv.

Moghanlou lod en aflevering køre mellem benene, men blev tacklet i skudøjeblikket. Ramin Rezaeian var hurtig over bolden og fik udlignet.

Samtlige hold i gruppe G har et enkelt point, efter at holdene har været i aktion én gang ved VM. Mandag aften spillede Belgien og Egypten 1-1 i gruppens anden kamp.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT