Hundredvis af frivillige inviteres til at tælle fugle i ny natur

16. JUN 2026 • 05:30INDLAND/KRIMINAL

Ornitologer og forskere vil sende frivillige i felten for at dokumentere, om naturplaner gavner fuglene.

Naturen i Danmark er under forandring. Den grønne trepartsaftale baner vejen for 250.000 hektar ny skov de kommende år.

En stor del af skovene skal være urørt, hvor motorsave ikke får adgang, og træerne får lov til at rådne til glæde for planter og insekter.

Hos Dansk Ornitologisk Forening (DOF) forventer biolog Joakim Matthiesen, at det også vil gavne fuglelivet, der er under stort pres i disse år.

- Vores forventning er, at den omlægning af natur, der finder sted de kommende år, vil have en gavnlig effekt på fuglelivet.

- Hvis naturen får plads, vil vi se, at planter, insekter og dermed også mange fugle vil trives, siger Joakim Matthiesen.

For at dokumentere den forventede effekt er ornitologerne gået sammen med forskere fra Københavns Universitet om et projekt, der lige nu søger hundredvis af frivillige.

Udstyret med fuglekikkerter og app skal de være forskernes øjne og indrapportere de fugle, de observerer.

- Vi vil gerne have, at så mange som muligt er med. Vi har allerede flere end 100 tællere, der har meldt sig. Vi vil gerne have flere hundrede nye brugere.

- 500 vil være et fint tal, men det er som sådan ikke noget magisk tal for, hvornår vi er i mål, siger Joakim Matthiesen.

Projekt "Fugle i Ny Natur" kommer på et tidspunkt, hvor flere fuglearter er i tilbagegang.

- Generelt oplever vi, at antallet af fugle er gået tilbage over de seneste 50 år.

- Mange arter, der er tilknyttet ældre skov og gamle naturområder, forsvinder og har det ekstremt skidt, siger Joakim Matthiesen.

Det er for eksempel fugle som løvsanger, broget fluesnapper og fuglekonge, som er gået tilbage de senere år.

De frivillige, der vil være med i projektet, skal ifølge biologen have et vist kendskab til de mest almindelige danske fuglearter.

- Vi skal have data, der er gode og solide, og det kræver et vist forhåndskendskab til de her arter, så man ved, hvad man ser og hører. Men man behøver ikke være ekspert, siger han.

Projektet løber tre år, men håbet er, at det kan blive forlænget.

Man kan læse mere om, hvordan man bliver frivillig fugletæller på dof.dk/finn.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT