Anfører René Antonsen spiller søndag sin sidste kamp for Aalborg Håndbold. Han efterlader et stort aftryk.
Med undtagelse af et toårigt ophold i Ribe-Esbjerg har 34-årige René Antonsen spillet hele sin voksenkarriere i Aalborg Håndbold.Derfor er det noget af en forandring, klubmanden og anføreren står over for, når han søndag sætter punktum for sin tid i Nordjylland med en bronzekamp ved Champions League Final 4 og drager sydpå til franske Nantes.
- Det er specielt og emotionelt. Når de sidste 60 minutter er fløjtet af, bliver det sgu mærkeligt. Det bliver mærkeligt, at jeg mandag ikke skal køre til Gigantium for at træne håndbold, siger Antonsen, der dog finder glæde i, at hans sidste kampe i Aalborg-trøjen bliver på den ubestridt største scene.
- Det er den fedeste måde at slutte af på. Jeg er sindssygt glad for, at det endte med, at vi nappede alle tre titler i Danmark og kom her til Köln for at spille med om det helt store trofæ.
Antonsen debuterede for Aalborg i 2011, og i søndagens bronzekamp mod Magdeburg runder anføreren 525 kampe for den nordjyske storklub.
Han har været med fra dengang, Champions League Final 4 var utopi i Nordjylland, til at Köln nu har været slutdestinationen på Aalborgs sæson tre gange siden 2021.
- Renés betydning for Aalborgs historie kan næsten ikke beskrives. Der er vi på den helt store klinge. I takt med at klubben har udviklet sig, har René udviklet sig og lagt lag på, mener Simon Dahl, der lidt endnu er stregspillerens cheftræner.
Det sportslige aftryk fra Antonsen i Aalborg er ikke det samme, som det var engang, selv om stregspilleren godt nok startede i den defensive midterblok i lørdagens semifinalenederlag til Barcelona.
Det er særligt tomrummet uden for banen, der skal udfyldes.
- Han har om nogen været personen, der i mange år har sørget for, at vores hverdag er god, og at vi hele tiden jagter det næste niveau.
- Minutterne er ikke de samme, som de var engang, men René har alle dage været holdets mand, og når der skulle løses en opgave, har han været den første til at række hånden op og løse den. En fantastisk personlighed og en fantastisk anfører, siger Aalborg-træneren.
René Antonsen spiller sin sidste kamp, når Aalborg klokken 15 søndag spiller om bronze mod sidste års Champions League-vinder, Magdeburg.
/ritzau/