Avisledere om Iran-aftale: Svært at se Trumps udbytte af krigen

16. JUN 2026 • 06:59INDLAND/KRIMINAL

Redaktører og kronikører i danske aviser peger på, at USA's aftale med Iran ikke omfatter Irans atomprogram.

Det er svært at få øje på, hvad USA's præsident, Donald Trump, har fået ud af krigen i Iran.

Sådan lyder konklusionen tirsdag i avisledere i Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og JydskeVestkysten, efter at USA og Iran har indgået en aftale, der skal afslutte konflikten.

- Vi har fået over 100 dages kaos, uden at verden er blevet et bedre sted. Måske er den ligefrem blevet et dårligere sted, skriver Berlingske-redaktør Thomas Bernt Henriksen i en leder.

Han hæfter sig blandt andet ved, at aftalen ikke forholder sig til Irans atomprogram. Atomprogrammet vil blive behandlet i en efterfølgende forhandlingsperiode på 60 dage.

En af Trumps væsentlige begrundelser for at indlede krigen var at forhindre Iran i at udvikle et atomvåben.

- Det store spørgsmål er i virkeligheden, hvad USA's præsident, Donald J. Trump, og hans administration reelt fik ud af denne krig. Svaret er pinagtigt lidt, skriver Thomas Bernt Henriksen.

I Politiken skriver kronikredaktør, Marcus Rubin, at man sjældent har set en krig forvolde så stor skade inden for så kort tid. Han nævner krigens ødelæggelser og en negativ påvirkning af verdensøkonomien.

Marcus Rubin betegner samtidig krigen som et selvmål for USA.

- Man kan tvivle på, om det lykkes at få sikret, at præstestyret ikke udvikler atomvåben, skriver han.

Jyllands-Postens lederskribent Poul Funder Larsen skriver, at Trump ikke har haft en klar strategi og målsætning med krigen, som han betegner som "tåbelig".

- Mange af de vanskelige spørgsmål - herunder fremtiden for Irans atomprogram og reguleringen af delkonflikter i blandt andet Libanon - er i første omgang parkeret uden for aftalen og skal nu forhandles på plads inden for et tidsvindue på 60 dage, skriver Poul Funder Larsen.

I Kristeligt Dagblad dvæler chefredaktør Jeppe Duvå også ved, at Irans atomprogram ikke er en del af aftalen.

Samtidig vurderer Duvå, at konflikten har styrket styret i Iran.

- Det islamistiske regime er om noget blevet radikaliseret og styrket i kraft af, at alle nu ved, at Iran har magten til at lukke en vigtig del af verdens olie- og gasforsyning gennem Hormuzstrædet, skriver Jeppe Duvå.

I JydskeVestkysten noterer seniorredaktør Peter Orry sig, at intet ser ud til at være løst med aftalen.

- Derfor er udfaldet et sviende nederlag for Trump, som lovede et regimeskifte i Teheran, en ende på atomtruslen fra Iran og fred i Mellemøsten. Indtil videre er alt status quo, skriver Peter Orry.

Aftalen mellem USA og Iran skal efter planen underskrives på fredag. Det ventes at ske i den schweiziske by Genève.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT