Trump og Putin går smilende ind til topmøde i Alaska

15. AUG 2025 • 21:55UDLAND

Vladimir Putin og Donald Trump er ankommet til topmøde i Alaska, deres første fysiske møde siden 2019.

USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, er fredag aften dansk tid begge ankommet til topmøde i Alaska.

Det viser tv-billeder fra stedet.

De to præsidenter kom på nogenlunde samme tid ud af hver deres fly på landingsbanen på militærbasen Elmendorf-Richardson i den amerikanske delstat, hvor mødet afholdes.

Det er deres første fysiske møde siden 2019.

Efter turen ned ad trappen mødtes Trump og Putin på den røde løber, hvor de gav hånd og smilede til hinanden.

Efterfølgende gik de ad den røde løber hen til de fremmødte fotografer, hvorefter de satte sig ind i den samme bil og kørte væk fra landingsbanen.

Både på den røde løber og i bilen så det ud til, at de udvekslede ord.

Oprindeligt var det planen, at Trump og Putin ville indlede topmødet med en samtale kun for de to.

Men fredag er den plan blevet ændret.

Det Hvide Hus har oplyst, at de begge har to rådgivere med sig ind til mødet.

Donald Trump har sin udenrigsminister, Marco Rubio, og den særlige udsending Steve Witkoff med.

Fra russisk side får Vladimir Putin selskab af udenrigsminister Sergej Lavrov og rådgiveren Jurij Usjakov.

Billeder fra militærbasen viser dem alle sidde på stole foran fotografer i et stort lokale.

Bag dem er der sat en væg op, hvor der står "pursuing peace". Det kan oversættes til at forsøge at opnå fred.

Netop fred - nærmere bestemt muligheden for fred i Ukraine - er grunden til, at der er så stor opmærksomhed på mødet i Alaska.

En journalist spørger Trump, om han kan lave en aftale med Putin, skriver CNN. Spørgsmålet får intet svar fra den amerikanske præsident.

Også Putin er stille foran kameraerne.

Kort tid efter beder Trump pressen om at forlade rummet.

- Mange tak, allesammen. Tak, siger han.

På vej til mødet gentog Trump sit ønske om en snarlig våbenhvile.

Hvis det ikke er på bordet, vil han ikke være glad, sagde han om bord på præsidentflyet Air Force One.

Fra Trumps side har det også lydt, at formålet med mødet er at komme tættere på et topmøde, hvor også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er inviteret.

På mødet i Alaska er Ukraine ikke repræsenteret.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT