Endnu en partifælle vil vælte formanden i Nye Borgerlige

20. DEC 2024 • 08:00ERHVERV/POLITIK

Martin Henriksen kæmper med at indsamle de nødvendige vælgererklæringer samt at holde fast i formandsposten.

Endnu et medlem af Nye Borgerlige vil vælte Martin Henriksen som formand for partiet.

Der er tale om Susanne Borggaard, som sidder i kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune.

Susanne Borggaard mener ikke, at Martin Henriksen gør det godt nok, siger hun til B.T.

- Flere medlemmer ønsker et formandsskifte. Vi står foran et kommunalvalg i 2025, og medlemmerne siver, og det kræver, at vi har den rette ledelse i Nye Borgerlige, siger hun til B.T.

Også Carsten Kudsk går efter formandsposten til næste årsmøde i 2025. Det meddelte Kudsk, som fra 2015 til 2019 flere gange var midlertidigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, i sidste uge.

Nye Borgerlige kæmper i øjeblikket for at indsamle nok vælgererklæringer, så partiet kan stille op til næste folketingsvalg. Det kræver 20.195 vælgererklæringer. Partiet har indsamlet lidt over 1400 af slagsen indtil videre.

Det er uvist, hvornår årsmødet i 2025 finder sted, oplyste Henriksen i sidste uge. Det seneste fandt sted i slutningen af september i år.

Henriksen, der har en fortid som fremtrædende skikkelse i Folketinget for Dansk Folkeparti, har været formand for Nye Borgerlige siden april i år, efter at et flertal af partiets medlemmer stemte for, at partiet skulle fortsætte.

Nye Borgerlige har haft det mere end svært efter folketingsvalget i 2022. I begyndelsen af 2024 blev Nye Borgerliges folketingsgruppe opløst anført af partistifter Pernille Vermund.

Hun skiftede kort tid efter parti til Liberal Alliance, mens Kim Edberg Andersen endte med at skifte til Danmarksdemokraterne.

Peter Seier Christensen er i dag løsgænger i Folketinget, men han er fortsat medlem af Nye Borgerlige. Ingen ved, hvad der sker med ham, eftersom han er sygemeldt.

Desuden har Mette Thiesen, Mikkel Bjørn og Lars Boje Mathiesen i den nuværende valgperiode forladt Nye Borgerlige.

De to første er skiftet til DF. Lars Boje Mathiesen har stiftet sit eget parti, som hedder Borgernes Parti. Bojes parti rundede tidligere på ugen de nødvendige antal vælgererklæringer for at komme på stemmesedlen ved næste valg.

Susanne Borggaard mener blandt andet, at Nye Borgerlige er "gået væk fra kernepolitikken ved at snakke om våben". Hun henviser, at Henriksen har meldt ud, at Nye Borgerlige vil liberalisere våbenloven og bevæbne danskerne til selvforsvar.

Da Kudsk meldte sig på banen i sidste uge, udtalte Henriksen, at et formandsopgør ikke er det optimale for partiet i øjeblikket. Det budskab gentager han, efter at endnu en formandskandidat har meldt sig på banen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT