Swiatek moser Gauff og møder italiener i French Open-finale

6. JUN 2024 • 18:37SPORT

Iga Swiatek gjorde kort proces mod Coco Gauff og strøg i French Open-finalen, hvor Jasmine Paolini venter.

Iga Swiatek er klar til sin fjerde finale i French Open på fem år efter en sikker sejr over Coco Gauff.

6-2, 6-4 vandt den 23-årige polak efter godt halvanden times spil på Court Philippe Chatrier.

Den 20-årige amerikaner var på papiret sidste alvorlige hurdle på vejen mod polakkens fjerde titel i den franske grand slam-turnering, men spændingen udeblev.

Swiatek lagde ud med et servegennembrud til 1-0, og da endnu et fulgte til 4-1, var kursen lagt.

Gauff bed bedre fra sig i andet sæt og bragte sig foran 3-1, inden filmen knækkede, og Swiatek med fire partier i træk spillede sig frem til to matchbolde i amerikanernes serv.

Den polske verdensetter fik dem dog ikke udnyttet og måtte vente med at serve kampen hjem og afgøre affæren på sin fjerde matchbold i det følgende parti.

Især målt på uprovokerede fejl var forskellen markant. Gauff lavede 39 mod Swiateks 14.

Det var 11. gang i 12 indbyrdes møder, at Swiatek besejrede Gauff.

Senere torsdag dystede den 12.-seedede italiener, Jasmine Paolini, mod den 17-årige russer Mirra Andreeva om den anden plads i årets finale, og også her blev der gjort kort proces.

6-3, 6-1 vandt Paolini efter 73 minutters spil, og finalen er en stor forbedring af den 28-årige italieners bedste resultat ved en grand slam-turnering.

Fjerde runde i årets Australian Open var på forhånd hendes bedste resultat. Ved French Open havde hun før i år ikke været længere end anden runde.

Swiatek vil blandt andet derfor være klar favorit lørdag.

Polakken har været meget overbevisende i de sidste par uger. Kun i anden runde mod den tidligere verdensetter Naomi Osaka var der spænding. Her måtte Swiatek afværge en matchbold, inden hun avancerede.

Swiatek har vundet 20 kampe i træk i French Open som den kun femte kvinde nogensinde. Chris Evert sidder på rekorden med 29 sejre i træk.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT