FC Midtjylland jagter historisk bedrift i Europa uden kvartet
Franculino, Philip Billing, Paulinho og Mikel Gogorza mangler, når FC Midtjylland torsdag møder Dinamo Zagreb.
Topscorer Franculino, Paulinho og Mikel Gogorza er på grund af skader fraværende, når FC Midtjylland torsdag har besøg af Dinamo Zagreb i Europa League.Midtbanedynamo Philip Billing er desuden ramt af karantæne, men cheftræner Mike Tullberg er fortrøstningsfuld.
- Philip har været en vigtig spiller for os, men vi har også andre dygtige spillere. Og holdet gjorde det også fremragende, inden Philip kom ind. Jeg koncentrerer mig om de spillere, der er til rådighed, siger FCM-træneren.
FC Midtjylland er i sine foregående 18 forsøg i Europa aldrig kommet længere end en 16.-delsfinale i Europa League.
Efter denne sæsons flotte resultater vil en favoritsejr over Dinamo Zagreb sikre midtjyderne mindst top-8 i ligaspillet og dermed avancement til ottendedelsfinalerne.
Uafgjort er formentlig også nok, men FCM kommer til at "angribe kampen", fastslår Tullberg.
- Det er spillerne, der løber derinde og har den største del af fortjenesten af, at vi ligger, hvor vi gør. Jeg håber, at de glæder sig helt vildt meget til i morgen, når de lægger hovederne på puden i aften.
- Som jeg også har sagt til dem, er de en del af et hold, som kan lave noget, ingen i klubben har gjort før dem. Jeg håber, de har en kæmpe lyst til det og en vis stolthed over at være med til noget historisk, siger Tullberg.
Anfører Mads Bech garanterer, at det er tilfældet.
- Det er noget, vi har italesat. Folk vil gerne være en del af historien. Vi er et helt team, trænerteam og spillere, som alle kan være med til at skrive historie, og jeg er 100 procent sikker på, at alle vil gøre alt, hvad de kan for at blive en del af det, siger forsvarsspilleren.
Også de offensive januartilgange Junior Ze og Mikael Uhre sidder over mod Dinamo Zagreb, da de ikke er spilleberettiget.
Om der kommer flere spillere til truppen, inden transfervinduet lukker i starten af næste uge, overlader cheftræneren til sportschef Kristian Bach Bak og den øvrige ledelse.
Men han har til gengæld et ønske om at holde på sine nuværende profiler.
- Der er en del spillere, jeg gerne vil beholde, og så må vi se, om der kommer noget ind den anden vej , siger han med et skævt smil.
FC Midtjylland er sat kraftigt i forbindelse med den 19-årige argentinske offensivspiller Maher Carrizo fra Velez.
Kristian Bach Bak har over for Viaplay bekræftet interessen, og natten til onsdag lignede teenageren en, der grædende sagde farvel til Velez-fansene.
Ifølge fodboldmediet Bold har FCM indtil videre fået afvist et bud svarende til knap 63 millioner kroner på Carrizo.
/ritzau/
