Dansk skuespiller er nomineret til det franske svar på Oscar

28. JAN 2026 • 15:15INDLAND/KRIMINAL

Claes Bang er med i opløbet om en César for sin præstation i det historiske drama "Den nye triumfbue".

Den danske skuespiller Claes Bang er blevet nomineret til Frankrigs svar på en Oscar, en César, for sin præstation i filmen "Den nye triumfbue".

Det historiske drama, som også har Sidse Babett Knudsen på rollelisten, er derudover nomineret i syv andre kategorier til Frankrigs nationale filmpris.

Herunder Bedste Instruktør til Stéphane Demoustier, der har dirigeret Claes Bang og Sidse Babett Knudsen foran kameraet.

Det annoncerer César Awards onsdag eftermiddag.

"Den nye triumfbue" er baseret på den franske forfatter Laurence Cossés bog "La Grande Arche" fra 2016.

Filmen fortæller historien om tilblivelsen af vartegnet, der står på Stjernepladsen for enden af Avenue des Champs-Élysées i det vestlige Paris.

Filmen tager sin begyndelse i 1982, hvor Frankrigs præsident, François Mitterrand, udskriver en anonym arkitektkonkurrence om at skabe et monument, der skulle fuldende aksen mellem Louvre og den oprindelige Triumfbue i Paris.

Konkurrencen bliver vundet af den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, som Claes Bang portrætterer.

Om filmen lyder det, at Johan Otto von Spreckelsens idealistiske vision hurtigt støder på skiftende politiske vinde, magtspil og bureaukratiske barrierer.

Sidse Babett Knudsen spiller hans hustru, som hedder Liv i filmen.

Hans enke hedder i virkeligheden Karen von Spreckelsen, og hun har i et debatindlæg bragt i Politiken kort inden filmens danske premiere i december 2025 taget afstand fra filmen.

- Som enke efter J.O. von Spreckelsen er jeg både dybt såret og krænket over filmens fremstilling af den åbne kube, dens tilblivelseshistorie og portrættet af min mand og mig selv - en fremstilling, der på en ubehagelig måde tilsværter hans minde, skrev hun blandt andet.

Claes Bang blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1996.

I dansk film og tv har han medvirket i TV 2-serien "Anna Pihl", komedien "Blå mænd" og TV3's sæbeopera "2900 Happiness".

I 2017 fik Claes Bang sit internationale gennembrud i Ruben Östlunds guldpalmevindende film "The Square".

Filmen indbragte den i dag 58-årige skuespiller kåringen som Bedste Skuespiller ved European Film Awards.

"The Square" førte siden til roller i "The Northman" over for Nicole Kidman, Willem Dafoe og Björk, i serien "The Affair" og titelrollen som Dracula i miniserien "Dracula" - for at nævne et udpluk af danskerens internationale arbejde.

Årets César Awards bliver afholdt 26. februar.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT