Falk udgår fra træning med nye skadesproblemer
FCK står potentielt med et nyt skadesproblem, efter at Rasmus Falk mandag udgik af træningen.
Mandag blev der føjet et nyt kapitel til historien om Rasmus Falks uheldige efterårssæson.Midtbanespilleren udgik fra FC Københavns træning og skulle efterfølgende undersøges, uden at klubben kunne sige noget nærmere om omfanget.
Falk skulle have gennemført en række interviews, som i stedet blev droppet.
Fynboen gjorde i sidste uge comeback på træningsbanen efter at have døjet med knæproblemer, og han indgik også i truppen til søndagens kamp mod Lyngby, uden at det blev til spilletid.
På grund af den lange rejsetid rejser FC København allerede tirsdag til Aserbajdsjan, hvor torsdagens opgør mod Dinamo Minsk i Conference League finder sted.
Siden Ruslands invasion af Ukraine med hjælp fra Belarus har de belarusiske hold spillet deres hjemmekampe uden for hjemlandet.
Det må betragtes som tvivlsomt, om Falk kommer om bord på flyet.
Uden Falk til rådighed har FCK-træner Jacob Neestrup primært set i retning af Thomas Delaney og Lukas Lerager, som sammen har stabiliseret den centrale midtbane de seneste måneder.
Alligevel er der plads til Falk, såfremt han er klar, mener Delaney.
- Jeg tror, at alle superligaklubber ville mangle ham, hvis de havde Rasmus Falk, og han var skadet, siger han.
- Der kan godt være brug for flere. I perioder har Lukas spillet rigtig meget og mere end mig. Vi har skiftedes til at tage det tunge slæb.
- Med William Clem og Falk tilbage er det to vidt forskellige typer, og det byder jeg velkommen. Hvis du kigger på os fire og tager Froholdt, som kan spille overalt, ud af ligningen, er det ekstra ammunition til konstellationen, lyder det fra den tidligere landsholdsspiller.
Delaney sad selv ude med karantæne, da FCK søndag slog Lyngby 2-1. Ved den lejlighed udgjorde Clem og Lerager den centrale midtbane med Viktor Claesson lige foran.
/ritzau/