Bo Henriksen sætter klubrekord i Mainz efter ny udesejr

25. NOV 2024 • 08:02SPORT

Med udesejr over Kiel har Mainz ikke tabt i holdets seneste ni udekampe i ligaen. Det er aldrig sket før.

Det går strålende for Bo Henriksen i Mainz.

Den danske cheftræner ledte søndag sit mandskab til en 3-0-sejr på udebane over Holstein Kiel, og det betød, at Mainz satte ny klubrekord.

Med sejren over oprykkeren har klubben ikke tabt sine seneste ni udekampe i ligaen.

Det er en bedrift, klubben aldrig tidligere har opnået, skriver Mainz på sin hjemmeside.

Klubbens seneste nederlag på udebane var i starten af marts i år. Her tabte Bo Henriksen og co. 1-8 til overmagten Bayern München.

Den tidligere FC Midtjylland-træner har indtil videre ledt Mainz til fire sejre i Bundesligaen i indeværende sæson.

Kun Bayern har skrabet flere point sammen på udebane.

Det går ikke lige så godt for Mainz på eget græs, hvor klubben blot har vundet en enkelt kamp ud af seks mulige.

Efter 11 kampe har klubben 16 point på ottendepladsen i tabellen.

Bo Henriksen blev ansat som cheftræner i Mainz i februar, hvor danskeren skrev under på en kontrakt, der løber frem til 2026.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT