Verstappen holder Norris bag sig og tager fjerde VM-titel i træk
En placering som nummer fem i grandprixet i Las Vegas var nok for Max Verstappen, der har genvundet VM-titlen.
Max Verstappen er intet mindre end suveræn.Søndag morgen dansk tid klarede hollænderen sin mission, da Red Bull-køreren sluttede foran McLarens Lando Norris i Formel 1-grandprixet i Las Vegas.
Med en femteplads endte Verstappen en enkelt placering foran Norris, der som nærmeste forfølger nu ikke længere kan indhente hollænderen i VM-stillingen.
Verstappen er således verdensmester for fjerde år i træk, selv om der resterer to grandprixer og et sprintløb i sæsonen.
- Sikke en sæson, fire gange, tak gutter, sagde Verstappen til sit Red Bull-team over radioen, da han krydsede målstregen.
Grandprixet endte i en stor Mercedes-triumf, da George Russell, der startede i pole position, bevarede sin førerposition og vandt.
Holdkammeraten Lewis Hamilton hentede otte placeringer undervejs og endte på andenpladsen.
Carlos Sainz fra Ferrari fuldendte podiet.
Kevin Magnussen havde ikke farten i sin Haas-racerbil og sluttede som nummer 12, som også var danskerens startposition.
Det bar ikke frugt, at Magnussen som den eneste kun pittede en enkelt gang.
Til gengæld leverede Magnussens holdkammerat, Nico Hülkenberg, en godt løb i den amerikanske delstat Nevada.
Tyskeren slutter således på ottendepladsen, og det var foran kørere som Red Bulls Sergio Perez og Fernando Alonso fra Aston Martin.
Red Bull har i store dele af sæsonen ikke haft den bedste bil i Formel 1-feltet, men Verstappen har grebet sine chancer og fået det optimale ud af flere løb.
Med titlen i sigte kunne Verstappen mod slutningen af grandprixet se Sainz og Ferraris Charles Leclerc køre forbi, men den rolige hollænder vidste, at femtepladsen var nok til at sikre titlen før næste weekends grandprix i Qatar.
Hollænderen fører den samlede VM-stilling med 403 point. Lando Norris har 340, og der er kun 60 point tilbage at køre om.
Verstappen er den sjette i rækken efter Michael Schumacher, Lewis Hamilton, Juan Manuel Fangio, Sebastian Vettel og Alain Prost til at vinde fire verdensmesterskaber.
/ritzau/