SPD udpeger Scholz som spidskandidat før tysk valg
Dårlige meningsmålinger og krise i regeringen har ført til spekulationer om ny leder hos SPD.
Socialdemokratiske SPD i Tyskland nominerer forbundskansler Olaf Scholz som partiets spidskandidat ved næste valg.Det oplyser partikilder til nyhedsbureauet AFP.
Også det tyske nyhedsbureau dpa og tv-stationen N-TV rapporterer om nomineringen af Scholz.
Det er SPD's ledelse, der har nomineret Scholz. Hans kandidatur skal efter planen endeligt godkendes af partiets medlemmer på et landsmøde efter nytår - nærmere bestemt 11. januar.
Scholz har været kansler siden 2021. Men han og SPD er plaget af dårlige meningsmålinger, og det har ført til spekulationer om, at partiet kunne vælge en anden kandidat til formandsposten.
Desuden er Scholz' koalitionsregering tidligere i november kollapset. Det gjorde den, da det liberale parti FDP forlod regeringen.
Partiet trak sig fra regeringen, efter at Scholz fyrede finansminister Christian Lindner fra FDP på grund af store samarbejdsvanskeligheder.
Ud over SPD og FDP var De Grønne med i regeringen, som på grund af partiernes røde, gule og grønne partifarver populært blev kaldt "trafiklyskoalitionen".
Som følge af koalitionsregeringens sammenbrud skal der afholdes en tillidsafstemning i Forbundsdagen 16. december.
Hvis et flertal udtrykker mistillid til Scholz' og resterne af hans regering, udskrives der efter planen valg til afholdelse 23. februar.
Et bud på en arvtager efter Scholz som leder for SPD har været forsvarsminister Boris Pistorius. Men han afviste torsdag, at han ville udfordre sin nuværende partileder.
- Olaf Scholz er en stærk kansler, og han er den rette kanslerkandidat.
- Scholz står for fornuft og omtanke. Og det er særligt vigtigt i tider som disse, i en tid med globale omvæltninger og farlige populistiske angreb på demokratiet verden over, sagde Pistorius i en videobesked.
Ifølge de tyske meningsmålinger har SPD kurs mod et historisk dårligt resultat ved næste valg, skriver dpa.
Partiet står for tiden til at få mellem 14 og 16 procent af stemmerne, hvilket er en stor tilbagegang i forhold til det seneste valg i 2021. Her stemte 25,7 procent af vælgerne på SPD.
/ritzau/