Kilde: Israel og Libanon er tæt på aftale om våbenhvile

25. NOV 2024 • 16:35UDLAND

USA tror på en aftale mellem Israel og Libanon. Vi er på mållinjen, men har ikke passeret den, siger kilde.

Israel og Libanon er ifølge en højtstående amerikansk embedsmand nået til enighed om betingelserne for en våbenhvile i konflikten mellem Israel og Hizbollah.

Det skriver netmediet Axios.

- Vi tror, at vi har en aftale. Vi er på mållinjen, men vi har endnu ikke passeret den, siger kilden til Axios.

- Den israelske regering skal godkende aftalen tirsdag, og noget kan altid gå galt inden da.

Hverken Israel, Libanon eller Hizbollah-bevægelsen har officielt meddelt, om en aftale er på plads.

Men tirsdag er der indkaldt til møde i den israelske regerings sikkerhedskabinet.

Israels ambassadør i USA siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at en aftale kan falde på plads i løbet af et par dage.

Tidligere mandag meddelte Israels regering, at parterne bevægede sig i retning af en våbenhvile, men at der stadig er udeståender.

Landets udenrigsminister, Gideon Saar, siger, at en aftale om våbenhvile vil afhænge af, at to vigtige betingelser overholdes.

- Den første er, at Hizbollah forhindres i at bevæge sig syd for Litanifloden, og den anden er, at Hizbollah hindres i at genopbygge sin styrke og genopruste over hele Libanon, siger Saar.

I sidste uge meldte den amerikanske udsending i regionen, Amos Hochstein, om betydelige fremskridt.

Kilder i Libanon udtrykker mandag forsigtig optimisme, men siger, at de ikke stoler på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

- Pilen peger i retning af en aftale, men kun i lille grad, for en person som Netanyahu kan man ikke stole på, siger næstformanden for Libanons parlament, Elias Bou Saab.

Over for Reuters løfter han sløret for flere detaljer i aftaleudkastet.

Den gælder i første omgang i 60 dage og indebærer, at Israels hær skal trække sig ud af det sydlige Libanon. I stedet skal Libanons hær rykke ind i området.

Aftaleudkastet, der er kommet på plads med amerikansk mægling, indebærer også, at fem lande med USA i spidsen skal holde øje med, at våbenhvilen overholdes.

Den igangværende konflikt mellem Hizbollah og Israel eskalerede markant i slutningen af september, da Israel begyndte at angribe Hizbollah fra luften og siden sendte landstyrker ind i det sydlige Libanon.

Det kom, efter at Hizbollah i over et år dagligt havde affyret raketter mod det nordlige Israel i solidaritet med den palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gazastriben.

Mandag meddeler Israels militær ifølge nyhedsbureauet AFP, at det har ramt omkring 25 Hizbollah-mål forskellige steder i Libanon i løbet af en time.

Foreløbig har de seneste over 13 måneders konflikt kostet over 3700 mennesker livet i Libanon.

På israelsk side har Hizbollahs angreb kostet mindst 82 soldater og 47 civile livet i samme periode.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT