Tre usbekere er anholdt i sag om drab på israelsk rabbiner
28-årige Zvi Kogan blev meldt savnet torsdag og fundet død i De Forenede Arabiske Emirater søndag.
Tre usbekiske statsborgere er anholdt i sagen om et drab begået på en israelsk-moldovisk rabbiner i De Forenede Arabiske Emirater.Det oplyser indenrigsministeriet i De Forenede Arabiske Emirater ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rabbineren, 28-årige Zvi Kogan, blev meldt savnet torsdag, og tre dage senere - søndag - blev han fundet død i De Forenede Arabiske Emirater.
Senere samme dag oplyste landets indenrigsministerium, at tre mistænkte var blevet anholdt i sagen, men der var på daværende tidspunkt ingen oplysninger om deres nationalitet.
Dog opstod der hurtigt teorier i Israel om gerningsmændene. Det israelske medie Times of Israel skrev søndag aften, at der blandt israelske politikere var mistanke om, at Iran havde hyret usbekere til at dræbe rabbineren.
Foreløbig kan myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater dog ikke oplyse noget om motivet bag drabet.
Zvi Kogan havde både israelsk og moldovisk statsborgerskab og var bosat i emiraterne. Her arbejdede han for en amerikansk-jødisk organisation, Den Ortodokse Jødiske Chabad-bevægelse.
Mandag eftermiddag er Kogans lig på vej med fly fra De Forenede Arabiske Emirater til Israel. Det oplyser Zaka, der er en sammenslutning af frivillige israelske redningstjenester, til nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/