Drøm gik i opfyldelse for ung FCK-islænding i Barcelona
Trods nederlaget på 1-4 vil målscoreren Viktor Dadason se tilbage på kampen i Barcelona med stolthed.
FC København måtte onsdag tage hjem med et nederlag på 1-4 til FC Barcelona, men unge Viktor Dadason kunne ikke skjule sit smil efter kampen.Den 17-årige islænding åbnede scoringen efter fire minutter og så en overgang ud til at blive matchvinder, før værterne gik målamok.
Klubbens afsked med Champions League røg for en stund i anden række.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at score på Camp Nou i en alder af 17 år. Jeg vil videre i Champions League, men det er bare fodbold, og vi kommer igen, siger han i et af sine første interviews på dansk.
Viktor Dadason var på pletten, da han fik en perfekt stikning fra Mohamed Elyounoussi og sikkert omsatte den store chance.
I samme øjeblik gik en drøm i opfyldelse.
- Jeg har drømt om at spille på det her stadion, fra jeg var otte år gammel. Det er sindssygt at score her, så jeg er virkelig glad, siger islændingen.
Dadason løb tør for kræfter og blev afløst af Viktor Claesson ti minutter inde i anden halvleg. Efter kampen kom han ud til et bombardement af hilsener og lykønskninger.
- Min telefon er "blown up". Jeg skal svare de fleste nu, men jeg tror ikke, jeg når det, siger han.
Angriberen har scoret tre mål i de seks kampe, hvor han er kommet på banen i løbet af ligaspillet.
Selv om han nu har vist sine evner på en af Europas største scener, er FCK-træner Jacob Neestrup ikke bange for at miste sit offensive talent.
- Det er en del af gamet. Han skal også videre en dag. Det skal selvfølgelig ikke være foreløbig. Det er jeg sikker på, at alle ved, inklusive Viktor selv, siger træneren.
Neestrup ser stadig plads til forbedring.
- Han er sikker på de chancer, han får. Han presser godt. Han skal forbedre sig i spillet med ryggen til mål. Der kan man stadig se, at han er ung og uerfaren, i forhold til hvordan han skal bruge sin store krop. Men det skal nok komme, lyder det fra FCK-chefen.
/ritzau/
