Facebooks ejer slår forventninger og satser på kunstig intelligens
Meta-topchef Mark Zuckerberg kalder resultater fra 2025 for stærke, efter at selskabet har fremlagt regnskab.
Den amerikanske koncern Meta, der blandt andet står bag Facebook og Instagram, landede i fjerde kvartal af 2025 et overskud på 22,8 milliarder dollar. Det svarer til knap 143 milliarder kroner.Det melder techgiganten onsdag i sit regnskab, skriver nyhedsbureauet AFP.
Omsætningen for perioden var knap 60 milliarder dollar - 375 milliarder kroner.
Resultatet overgår markedets forventninger. Meta-aktien stiger i eftermarkedet således fire procent, skriver AFP.
- Vi havde stærke forretningsresultater i 2025, lyder det fra Mark Zuckerberg, som er direktør og medstifter i Meta.
Selskabet forventer i første kvartal af 2026, at indtægterne kan nå op mellem 53,3 milliarder dollar og 56,5 milliarder dollar - et spænd på 334 milliarder kroner til 353 milliarder kroner, fremgår det i en pressemeddelelse fra Meta om regnskabet.
Den amerikanske techgigant så i 2025 en stigning i omkostningerne.
For fjerde kvartal lå omkostningerne på 35 milliarder dollar - knap 220 milliarder kroner - hvilket er en stigning på 40 procent sammenlignet med samme periode af 2024.
For hele året landede omkostningerne på 118 milliarder - 735 milliarder kroner - hvilket er en stigning på 24 procent.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Meta med onsdagens regnskab samtidig øget de kapitaludgifter, som selskabet planlægger at investere i kunstig intelligens i 2026, med 73 procent.
Det sker som del af arbejdet med den satsning, som Meta kalder "superintelligens".
Det er et projekt, der skal skabe særligt personaliseret kunstlig intelligens til brugerne på sociale medier, skriver Reuters.
- Jeg ser frem til at fremme personlig superintelligens for mennesker over hele verden i 2026, siger Mark Zuckerberg i pressemeddelelsen.
- Det bliver et stort år for personlig superintelligens, for accelerationen af vores forretningsinfrastruktur for fremtiden og for udformningen af, hvordan vores virksomhed vil arbejde fremadrettet, lyder det ifølge Reuters videre fra Zuckerberg under en opkald med analytikere.
I det forgangne år lancerede Meta annoncer på platformene WhatsApp og Threads, hvilket har skabt direkte konkurrence med platforme som X, der er ejet af rigmanden Elon Musk.
På det voksende marked for korte videoer på sociale medier kæmper Instagram-funktionen Reels videre med platformene TikTok og YouTube-funktionen YouTube Shorts.
/ritzau/
