Danmark forventer mange dueller mod uforløst potentiale
Island er et hold med store kvaliteter, og de danske håndboldherrer ved, at de skal være klar på dueller.
Med Simon Pytlick og Mathias Gidsel i bagkæden har det danske herrelandshold i håndbold to af verdens allerbedste duelspillere i verden.Men når Danmark tørner sammen med Island i EM-semifinalen fredag, får det danske forsvar også hænderne fulde. For Island har duelspillere næsten på niveau med Danmark.
- Det kommer meget til at handle om, hvem der får overhånden i specielt duellerne. Vi skal se, om vi kan finde den rigtige højde i forsvaret og distance til målet, lyder det fra den danske anfører Magnus Saugstrup.
En lang række af de islandske profiler huserer til dagligt i Bundesligaen, hvor en stor del af de danske spillere også slår deres folder.
Blandt dem er Mathias Gidsel, verdens bedste håndboldspiller de seneste to år og nomineret igen i år. Han kender flere af islændingene godt, men det direkte kendskab til det islandske landshold er mere begrænset.
Siden en testkamp i 2018 har Danmark og Island kun mødt hinanden to gange - ved EM i 2020 og EM i 2022. Dermed er det også fire år siden, holdene senest tørnede sammen.
Island har nemlig ikke ramt fordums niveau ved de seneste slutrunder, men Mathias Gidsel er ikke i tvivl om, hvad den kommende modstander rummer.
- Island er et af de hold med allermest potentiale, men det har hidtil været lidt uforløst. Men de har virkelig spillet god håndbold, og nu står de endelig i en semifinale igen, lyder det fra den danske back.
- De bliver svære at styre, og de kommer helt sikkert med et enormt fighterhjerte. Det skal vi som minimum kunne matche. Men det bliver en spændende og hård semifinale.
Landstræner Nikolaj Jacobsen siger, at han fik testet og set, hvad han ville i sejren på 14 mål over Norge onsdag.
Danmark var på forhånd videre, og Norge var på forhånd ude. Det gav en lidt særlig kamp, men ifølge den danske landstræner kan håndboldelskere godt begynde at se frem til fredagens semifinale.
- Jeg tror, det bliver en meget seværdig håndboldkamp. Det er to virkelig dygtige hold, som hver har nogle af verdens bedste håndboldspillere lige nu. Det kan kun blive en fed oplevelse, siger landstræneren.
/ritzau/
